Folketinget er fredag blevet ramt af et hacker-angreb, hvilket har medført, at dets hjemmeside har været nede.
Det bekræfter Finn Tørngren Sørensen, presseansvarlig i Folketinget, over for Avisen.dk.
Siden fredag formiddag har man fået beskeden "Denne webside er ikke tilgængelig", hvis man har forsøgt at komme ind på Folketingets hjemmeside, ft.dk.
- Det er rigtigt, at der er lukket for den eksterne adgang til Folketingets hjemmeside. Vi er under et såkaldt 'Denial of service"-angreb, og det har vi været siden klokken ti i formiddags.
- Det fungerer på den måde, at vi får så mange opkald til vores hjemmeside, at systemet bliver overbelastet. Derfor har vi måttet lukke ned for adgangen, siger Finn Tørngren Sørensen til Avisen.dk.
Folketinget har endnu ikke noget overblik over, hvem der står bag hacker-angrebet, eller hvornår hjemmesiden kan komme op at køre igen.
/ritzau/