DSB dropper IC4-tog: Køber nye el-lokomotiver

Redaktionen

430 uger siden

|

23/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

DSB har besluttet sig for at investere i 26 nye el-lokomotiver, som ikke alene vil gavne miljøet, men også gerne skulle resultere i en mere stabil drift.

Lokomotiverne - som dog først kommer i drift i starten af 2020 - skal blandt andet erstatte de eksisterende diesellokomotiver og skal hovedsageligt sættes ind i regionaltrafikken på Sjælland.

Samtidig gør det statslige togselskab klar til at tage de problemfyldte IC2- og IC4-tog helt ud af drift.

- Sammen med de langsigtede planer om indkøb af nye el-togsæt er det nu muligt at planlægge en kontrolleret udfasning af IC2- og IC4-togene.

- Ud fra vores driftserfaringer må vi konkludere, at IC4 ikke bliver grundstammen i den danske togtrafik, men vil være en del af løsningen, frem til elektrificering af skinnerne er gennemført, siger DSB's bestyrelsesformand, Peter Schütze, i en kommentar til beslutningen.

I kraft af DSB's sunde økonomi kan købet af de nye lokomotiver foregå uden ekstra tilskud fra statskassen, og det glæder trafikminister Hans Christian Schmidt (V).

- Nye el-lokomotiver vil komme kunderne til gavn og styrke driften og rettidigheden på skinnerne.

- Samtidig vil jeg understrege, at det er glædeligt, at DSB er kommet så godt økonomisk på fode igen, at selskabet kan gennemføre sådanne investeringer uden særlige tilskud fra staten, siger ministeren i en kommentar.

Beslutningen om indkøb af de nye lokomotiver er truffet samtidig med, at selskabet har aflagt regnskab for første halvår 2016.

Her er værdien af de nuværende IC2- og IC4-togsæt nedskrevet med sammenlagt 673 millioner kroner.

/ritzau/