DF og S: Regeringen må handle efter flygtningenotat

admin

463 uger siden

|

11/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det stigende antal flygtninge medfører et behov for handling. Det mener Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, der begge reagerer på et internt notat fra Kommunernes Landsforening, som Politiken beskriver mandag.

Notatet sætter tal på, hvad kommunerne skal bruge, hvis den nuværende normering skal holde, når kommunerne i år skal tage imod 17.000 nye flygtninge.

Kommunerne vil i 2016 og frem få brug for 1200 pædagoger, 300 modtageklasser og 80 daginstitutioner.

Det får Socialdemokraternes politiske ordfører til at efterlyse handling fra regeringen.

- Det virker som om, at regeringen ikke forstår alvoren, når de laver en finanslov, der lemper registreringsafgiften og vil bruge milliarder på skattelettelser, siger Nicolai Wammen til Ritzau.

- Det er regeringens ansvar at tage en meget hurtig kontakt til KL, så man kan få overblik over udfordringerne. Det er ikke godt nok, når finansministeren siger, man vil være i dialog med kommunerne. Regeringen sidder på hænderne, fortsætter Wammen.

Han gentager Socialdemokraternes ønske om at oprette såkaldte flygtningelandsbyer, der er statsdrevne lejre med flygtninge.

- Vi foreslår flygtningelandsbyer, så ansvaret ikke bare lægges ud til den enkelte kommune. Regeringen må træde i karakter, tage et møde med KL og lægge en plan frem, siger Wammen.

Martin Henriksen, udlændingeordfører for Dansk Folkeparti, er ikke overrasket over notatets indhold.

- Notatets indhold kommer ikke bag på mig, og det er en naturlig konsekvens af de mange asylansøgere. Det er godt, at tallene kommer frem, siger han til Ritzau.

Han foreslår ligesom Nicolai Wammen, at der oprettes statslige lejre til flygtninge.

- Dansk Folkepartis politik går ud på, at flygtninge skal blive på statslige enheder og vende tilbage til deres hjem, når de kan.

Henriksen skynder på, at regeringen tager hånd om problemerne.

- Vi er bestemt ikke tilfreds. Vi mener slet ikke, at flygtninge skal ud i kommunerne. Budskabet fra KL understøtter den politik, vi har i Dansk Folkeparti. Vi vil gentage vores synspunkter over for regeringen, siger Martin Henriksen.

/ritzau/