Demente venter i måneder på at blive udredt

admin

465 uger siden

|

27/12/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Viser du eller dine pårørende tegn på demens, er der risiko for lang ventetid for at få en lægefaglig vurdering af symptomerne.

Ventetiden ligger flere steder mellem måneder og halve år på de undersøgelser, der skal fastslå, om man har sygdommen, skriver Berlingske.

Ifølge de seneste indberetninger til Venteinfo, der er sundhedsvæsnets ventetidsregister, har flere afdelinger over hele landet ventetider på mellem 11 og op til 38 uger, før man kan komme til den første undersøgelse for demens.

Hos Alzheimerforeningen kalder man det urimeligt.

- Det er ekstremt vigtigt at få stillet en korrekt diagnose i tide. Uden den rigtige diagnose kan man ikke få den rigtige behandling, og patienterne skal ikke gå og vente i månedsvis. Det er uudholdeligt. Det er helt afgørende, at sundhedsvæsnet får øget kapaciteten på dette område, siger foreningens direktør, Nis Peter Nissen, til Berlingske.

Patienter har ellers ret til at blive undersøgt inden for 30 dage eller få en plan for det videre behandlingsforløb, hvis det er fagligt kompliceret, ifølge den politisk fastsatte udredningsret.

Ventetiden er blandt andet lang i Region Hovedstaden. Her erkender Leila Lindén, gruppeformand for Socialdemokraterne i regionen, at der er problemer med demensudredningen.

- Der er ingen tvivl om, at der er for lange ventetider, og det er ikke i orden. Men vi gør alt, hvad vi kan, for, at det skal blive bedre, siger Leila Lindén til Berlingske.

Den lange ventetid skyldes blandt andet mangel på specialister til at diagnosticere patienterne, skriver Berlingske.

I Danmark lever anslået 70.000-90.000 mennesker med en demenssygdom.

/ritzau/