Danske soldater stoppede ikke fange-vold i Irak

admin

460 uger siden

|

04/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Da irakiske soldater slog og sparkede to anholdte mænd under en operation med danske tropper i Irak i 2007, greb de danske soldater ikke ind.

Det fremgår af en række dokumenter fra den nu lukkede Irak- og Afghanistan-kommission, som Forsvaret har udleveret til Radio24syv.

Af de frigivne dokumenter fremgår det, at danske soldater 2. februar 2007 tidligt om morgenen med irakiske hærstyrker jagtede civile irakere, der var flygtet ud over en mark.

En dansk soldat så her ifølge Radio24syv, at en af irakerne blev pågrebet af den irakiske hær og at en irakisk soldat "slog ham i hovedet et par gange" med "flad og knyttet hånd", og at den anholdte bagefter blev lagt på jorden og "sparket."

Den danske soldat forklarede, at volden var "overstået" inden han "kunne nå at gribe ind."

En anden dansk soldat så også volden, men greb heller ikke ind, da "hele episoden var overstået på få minutter". Samme melding lyder fra flere andre soldater.

En række danske soldater indberettede hændelser til deres egen ledelse, men det er uklart, hvad der efterfølgende blev gjort i sagen.

Store dele af kommissionens materiale og en række oplysninger om enkelte sager hemmeligholdes fortsat.

Et af de tre medlemmer af kommissionen, professor i jura ved Aarhus Universitet Jørgen Albæk Jensen, finder det ærgerligt, at episoder som den omtalte fra 2007 ikke bliver gransket.

- Det er personer (de anholdte red.), som vi på den ene eller anden måde måske havde et ansvar for, siger Jørgen Albæk Jensen til Radio24syv.

Claus Juul, der er juridisk konsulent i Amnesty International, mener, at sager som denne burde være blevet undersøgt af den lukkede krigskommission, så Danmark kunne blive klogere til fremtidige missioner.

Forsvaret har ikke ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/