Danmark er ved at blive oversvømmet

admin

460 uger siden

|

30/01/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mere regn, søbredder, der synker, tilgroede åer og drænrør, der ikke længere kan transportere de stigende vandmængder væk.

Alt dette betyder, at dele af Danmark er på vej til at blive omdannet til sumpområder, vurderer en række eksperter.

Det skriver Jyllands-Posten.

Det får store konsekvenser for de tusindvis af mennesker, der bor på lavtliggende grunde, har jord ned til åer, søer og vandløb, samt for landmænd, hvis marker efterhånden ikke kan dyrkes.

Professor Kaj Sand-Jensen fra Københavns Universitet, én af Danmarks førende eksperter i vandløb og vådområder, er ikke i tvivl.

- Der vil blive mere sump i Danmark, blandt andet fordi jorden langs åer og søer mange steder er sunket. Nogle steder med 30 centimeter, andre steder med op til halvanden meter, siger han til Jyllands-Posten og mener ikke, at udviklingen står til at ændre.

Seniorrådgiver Hans Jørgen Henriksen fra Geus, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, er enig i, at Danmark står foran store forandringer.

- Det ændrede klima vil få stor betydning, fordi mere nedbør hæver vores grundvand, hvilket fører til, at områder vil blive omdannet til sump. Undersøgelser viser, at grundvandet mange steder allerede er steget med cirka en halv meter de seneste fire-fem år.

- Nogle klimamodeller over fremtidens klima viser, at grundvandet kan stige med op til fem meter nogle steder. Det vil føre til markante ændringer ikke mindst for mange landmænd, siger Hans Jørgen Henriksen til Jyllands-Posten.

Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) erkender problemer med vandet.

- Der er ingen tvivl om, at der er mere vand, vi skal forholde os til. Kommunerne er nødt til at gøre en større indsats. Derfor har jeg blandt andet gjort opmærksom på, at kommunerne er forpligtet til at sørge for at skære grøde i vandløbene.

- Det kan også komme på tale at leje arealer, der kan blive oversvømmet i en periode for at undgå, at der trænger vand ind i en by, siger hun til Jyllands-Posten.

De seneste knap 150 år er nedbøren i Danmark steget 20-25 procent, viser tal fra Danmarks Meteorologiske Institut, DMI. I 2015 tangerede vi nedbørsrekorden med 905 mm nedbør på et år.

/ritzau/