Daniel Agger-mål i overtiden sikrer sejr over Sverige

admin

10 år siden

|

29/05/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det blev en venskabskamp, der sluttede med et brag, da anfører Daniel Agger i overtiden scorede på et straffespark, så Danmark vandt 1-0 over Sverige.

Dermed kunne de 27.872 tilskuere være med til at fejre Dansk Boldspil-Unions (DBU) 125 års fødselsdag i Parken med en sejr.

I de første 90 minutter var hverken Danmark eller Sverige i stand til at score i onsdagens opgør, der længe lignede en lidt skuffende nullert.

Men Martin Braithwaite blev nedlagt i feltet i kampen overtiden, og så svigtede Agger ikke.

Ud over sejren var der masser af positive elementer at tage med videre for Danmark.

Det var nemlig også Morten Olsens kamp nummer 150 som landstræner, og han er i øjeblikket i gang med en særdeles spændende periode rent spillemæssigt.

Olsen udviklede videre på sit nye 4-1-4-1-system med kun en defensiv midtbanespiller - primært William Kvist - mens Lasse Schöne, Pierre-Emile Højbjerg, Michael Krohn-Dehli og Christian Eriksen fik lov til at sprudle på den offensive midtbane.

Højbjerg fik debut og gik uimponeret til opgaven. Det var en fornøjelse at se den vildskab og energi, som det 18-årige Bayern München-stortalent viste.

Den tidligere Brøndby-angriber Johan Elmander fik på egen krop Højbergs vindermentalitet at føle, da han blev nedlagt med en buldrende herretackling til stor dansk jubel på den ene langside.

Kasper Schmeichel havde fået chancen i målet, og Leicester-keeperen præsterede blandt andet en pragtredning i slutningen af første halvleg, da Kim Källström fyrede en kanonkugle af sted.

Returbolden røg ud til stjerneangriberen Zlatan Ibrahimovic, som dog ikke formåede at ramme den ordentligt foran et tom mål.

Schmeichel, som også stod en brandkamp, da Danmark i marts tabte 0-1 til England på Wembley, gjorde sig generelt fortrinligt bemærket i duellen med Stephan Andersen om at blive permanent førstemålmand.

Et svensk føringsmål havde dog været ufortjent, da Danmark havde domineret kampen totalt indtil da og skabt adskillige store chancer.

På minussiden var faktisk kun, at nogle af de mange chancer skulle havde været omsat i mål, og især frontangriberen Martin Braithwaite burde have scoret mindst et mål.

Også Krohn-Dehli, Eriksen, Schöne og Højbjerg havde nærgående afslutninger, men ind ville bolden ikke.

I pausen blev en ugidelig og doven Ibrahimovic skiftet ud, og det så ud til at stabilisere den svenske defensiv, da der nu var 11 hårdtarbejdende blågule spillere på banen.

I slutfasen tilspillede Danmark sig flere store muligheder, og Braithwaite havde bolden over stregen, men en svensk forsvarer fik sparket væk og dommeren lod spillet fortsætte.

Kort efter lykkedes det så Toulouse-angriberen at fremtvinge det afgørende straffespark.

Skal det lykkes for Danmark at komme til EM i Frankrig i 2016, så skal effektiviteten dog blive bedre.

Næste opgave på programmet lige nu for Danmark bliver EM-kvalifikationskampen 7. september mod Armenien i Parken.

For et år siden vandt Armenien 4-0 over danskerne samme sted. Det var en af de primære årsager til, at Danmark ikke kvalificerede sig til VM i Brasilien, som afvikles denne sommer.

/ritzau/