Brand i olietanke tvinger togpassagerer over i busser

admin

460 uger siden

|

04/02/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

En voldsom brand i flere olietanke på havnen i Fredericia gør det for farligt for tog at passere området på de normale skinner.

I stedet bliver der indsat togbusser for passagerer, der skal til Fyn eller Sønderjylland, oplyser DSB til Ritzau natten til torsdag.

- Tog, der kører nordpå fra Fredericia mod Aarhus, Aalborg og Frederikshavn, kan køre. Men skal man mod Fyn eller Sønderjylland, skal man med togbus, lyder det fra DSB's pressevagt.

Det er muligt for passagerer at skifte til togbusserne på Fredericia Station, det er bare ikke muligt for togene at passere det berørte område, hvor skinnerne ellers løber.

Det er en voldsom brand i flere olietanke på Fredericia Havn natten til torsdag, der er så svær at slukke, at myndighederne regner med, at der først er kommet styr på branden i løbet af torsdag eftermiddag.

Det er på grund af den usikre tidshorisont også svært for DSB at spå om, hvor længe togtrafikken vil være berørt, eller hvor meget ekstra rejsetid passagerne skal regne med.

- Det er politiet, der afgør det. Vi venter på deres melding. Det er jo hele morgentrafikken, der bliver ramt, men vi ved ikke, hvor mange mennesker det vil påvirke, oplyser DSB's pressevagt.

- De første tog kører først lidt over klokken 05, så vi ved endnu ikke, hvordan det kommer til at se ud med forsinkelser, men det vil selvfølgelig give ekstra rejsetid, lyder det videre.

Branden på havnen opstod i en tank med gødning, og den har siden bredt sig til flere tanke med palmeolie, der også kendes som fritureolie.

På grund af faren for eksplosion af flere tanke er et område op til en kilometer væk fra havnen blevet evakueret.

/ritzau/