Først iklædte hun sig en kjole lavet af kød, og dernæst peppede hun sit outfit op med en rævepels med dertilhørende rævehoved siddende på.
Nu skaber den Grammy-vindende sangerinde Lady Gaga igen arrige protester hos dyrerettighedsorganisationen PETA. Ikke fordi hun selv har iført sig noget kontroversielt, men efter hun har lagt billeder op på sin Instagram-profil af sin franske bulldog, Asia, som hun har givet smykker på. Blandt andet et par tunge turkise clipseøreringe og et halssmykke, der er større end hundens hoved.
Det har fået PETA til igen at angribe Lady Gaga for brud på dyrevelfærd:
- Det kan godt være, at Lady Gaga selv ynder at iføre sig ukomfortable outfits, men Asia har ikke det valg, raser PETA i en udtalelse til US Weekly og fortsætter:
- Selvom Lady Gaga sikkert elsker sin hund, har hunde det bedst, når de er iført komfortabelt tøj.
PETA kalder Lady Gagas udsmykning af hunden for en "total fejlvurdering" og har tidligere omtalt den kontroversielle sangerinde for at være direkte "hjerteløs" i sin tilgang til dyrevelfærd.
Newspaq