Det massive regnvejr lørdag og søndag har påvirket tusinder af mennesker over hele landet.
Søndag eftermiddag er togdriften således indstillet mellem Jelling og Vejle. Det skyldes et jordskred.
Busser er indsat på strækningen, men Banedanmark kan ikke sige, hvornår togdriften kan genoptages.
Desuden er et helt centralt knudepunkt for vejtrafikken plastret til med vand og slam. Motorvejen ved Taulov har været lukket hele søndag.
I Greve syd for København blev beboere i 20 lejligheder evakueret og midlertidigt anbragt i et fælleshus, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ligesom flere andre steder i landet er en å gået over sine bredder efter nattens voldsomme regnskyl.
I Greve var vandet trængt ind i stuelejlighederne, og der er risiko for overgang i elinstallationer.
Uønsket vand har i det hele taget været et problem for mange mennesker.
Lørdag og søndag har Falck fået 361 opkald fra kunder, der ønsker at få pumpet kældre eller andre rum fri for vand.
Meldingerne er kommet fra folk i Sønderjylland, Fyn, Lolland-Falster, Sydsjælland og i trekantsområdet.
I Vejle har der været et usædvanligt stort pres på Vejle Å, oplyser vandsløbsingeniør Paul Landsfeldt i Vejle Kommune.
Det er store vandmængder fra oplandet, som er årsag til fænomenet.
Et enkelt dige, som beskytter blandt andet et gymnasium og nogle kolonihaver, er særligt udsat. Her er vandet nået over kanten, og kommunens folk har lagt sandsække ud på diget.
Beredskabsstyrelsen har været i sving mange steder i landet for at bistå de kommunale brandvæsener.
Desuden har den ekstraordinære situation fået Københavns Brandvæsen til at sende store pumper og mandskab til Aabenraa.
/ritzau/