En ældre kvindelig fodgænger har onsdag kort før middag mistet livet i Birkerød, da hun blev ramt af en bil.
- Ulykken skete i et venstresving ved Birkerød Kongevej og Kajerødvej, siger vagtchef Ole Hestbæk fra Nordsjællands Politi.
Politiet fik meldingen om ulykken klokken 11.52, og omkring klokken 13.30 er det endnu temmelig sparsomt med oplysninger.
- Lige nu er vi i gang dernede for at lave en række tekniske undersøgelser for at belyse, hvad der er sket, siger vagtchefen.
Umiddelbart mener politiet ikke, at den mandlige bilist var påvirket af hverken stoffer eller alkohol.
- Det ligner en tragisk ulykke, siger Ole Hestbæk.
/ritzau/