Hvis det nyindkøbte fjernsyn eller kaffemaskinen ikke duer, hvor lang tid må der egentlig gå, før at man kan få svar på sin klage?
Uhyrligt lang tid, hvis man spørger Toke Gregersen, der i 2012 klagede på Elgigantens Facebook-side, skriver Metroexpress.
- Hej Elgiganten. Jeg var ude og købe et Turtel Beach headset ved jer i Odense. Jeg beder om et PC headset, og det var ikke det jeg fik.
Jeg fik et Turtel Beach X42 i hånden, og fik at vide at det var det jeg var ude efter. Jeg køber det så, og da jeg kommer hjem, og ikke kan få det til at virke går jeg på nettet og finder ud af at det er et headset der kun virker på XBOX. Og det er bare ikke okay!, skriver Toke Gregersen 29. november 2012.
Efter en anden bruger på siden har kommenteret klagen, kom Elgigantens Kundeservice til tasterne.
- Hej Toke, Tak for din henvendelse. Jeg er rigtig ked af, at læse, at du ikke føler dig vejledt korrekt, og at du nu står med en vare du ikke kan bruge. Du har selvfølgelig 14 dages returret, og jeg vil derfor anbefale dig, at tage det med retur til vores varehus, så vi enten kan finde det headset du skal bruge, eller give dig dine penge retur. Du kan selvfølgelig også sende det retur til os, hvis dette er mere optimalt for dig.
Med venlig hilsen
Elgigantens kundecenter
Svaret fra Toke Gregersen har siden taget Facebook med storm:
- Det var så 5 år siden, men tak for det!, der i skrivende stund har fået 547 likes på Facebook.
Foto: Facebook
I dag griner 18-årige Toke af sin henvendelse hos Elgiganten, da han tog kontakt til butikken som 13-årig, hvor han stadigvæk boede hjemme.
- Jeg fik aldrig byttet det dengang. Jeg var 13 år og boede i Hesselager, så jeg kom ikke lige derind. Jeg havde glædet mig mega meget til at spille. Det er ikke så slemt, når man kigger tilbage, men i øjeblikket var det eddermandme nederen, siger Toke Gregersen.
Hos Elgiganten er pressechef Frederik Danvig ked af historien, og forsikrer at det ikke er normalt, at kunderne skal vente et halvt årti på svar fra butikkens kundeservice, og at Toke Gregersen nu får oprejsening.
- Det er en meget spøjs sag - det må jeg sige. Og det er selvfølgelig drønærgerligt. Jeg synes da helt bestemt, at Toke skal have et nyt headset, og det får han selvfølgelig, siger Frederik Danvig til metroexpress.
Siden er Troels Gregersens opslag fået hundredevis af kommentarer og likes, hvor mange brugere på Facebook kan genkende Elgigantens service - eller mangel på samme.