Hvorfor kvinder forlader mænd, som de elsker: Hvad alle mænd bør vide

Kristine Bugbee

|

24/05/2015
Der er særligt én grund til, at kvinder forlader deres mænd, selvom de stadig elsker dem.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Et blogindlæg skrevet af den amerikanske ægteskabsrådgiver Justice Schanfarber er blevet delt på sociale medier over 200.000 gange.

- Der er en simpel sandhed, som mænd er nødt til at vide. Det er, at kvinder forlader mænd, som de elsker. De har det forfærdeligt med det. Det knuser deres hjerte. Men de gør det, skriver Schanfarber i begyndelsen af indlægget.

Han fortsætter med at forklare, at der naturligvis findes et væld af årsager til, at kvinder går fra deres mand.

Men der er særligt én grund, som forfølger ham, og som han ønsker, at alle mænd skal kende:

- Kvinder forlader deres mand, når han ikke er nærværende. Han arbejder, spiller golf, ser tv, fisker. Listen er lang. Disse mænd er ikke onde. De er gode mænd, de er gode fædre, de støtter familien økonomisk. De er søde, venlige. Men de tager deres kone for givet. De er ikke nærværende.

- Kvinder på mit kontor fortæller mig, at 'nogen kunne komme og feje benene væk under mig og tage mig fra min ægtemand'. Den realisation skræmmer dem. Nogle gange græder de. Mænd - jeg siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert. Jeg siger bare, hvad jeg ser, skriver Justice Schanfarber.

Han fortsætter med et par gode råd.

- Hun ønsker, at du skal føle hende. Hun vil ikke have åndsfraværende eller hurtig sex. Hun vil føle din passion. Kan du føle din passion? Kan du vise hende den? Ikke bare din passion for hende eller for sex, men din passion for at være i live. Har du den? Det er det mest attraktive ved dig. Hvis du har mistet den, hvorfor? Hvor forsvandt den hen? Find ud af det. Find den. 

Dernæst gælder det om at finde ud af, om du er nærværende i din kones selskab:

- Hvis du tror, at du er til stede i nuet med din kone, så prøv at lytte til hende. Begynder dine tanker at flyve? Læg mærke til det. Når du kigger på hende, hvor dybt ser du hende så? Kig igen, se dybere. Mød hendes blik og hold det i længere tid end normalt, længere end det er behageligt.

- Hvis hun spørger dig, hvad du laver, så fortæl hende det. 'Jeg kigger ind i dig. Jeg vil se dig dybt. Jeg er nysgerrig efter at finde ud af, hvem du er. Efter alle disse år vil jeg stadig vide, hvem du er hver dag'. Men sig det kun, hvis du mener det, hvis du ved, at det er sandt, skriver ægteskabsrådgiveren.

Schanfarbers fortsætter med at foreslå alle fraværende mænd at dedikere fem minutters fuld opmærksomhed til deres kone hver dag. Det burde trods alt være en overkommelig lektie.

Justice Schanfarbers populære blogindlæg kan læses i fuld længde her.