Du forsøger sikkert at lære dit barn, at det ikke må lyve. Men sommetider ryger der nok alligevel en lille løgn eller to over dine læber. Her er 10 små løgne, vi fortæller vores børn.
1. Du kan blive her, men jeg går hjem nu.
Du går ingen steder uden dit barn. Men du vil faktisk virkelig gerne hjem, så du bruger omvendt psykologi i et desperat forsøg på at lokke junior med dig.
2. Du kan ikke spise dessert, hvis du ikke har spist din broccoli.
Det kan man faktisk godt. Mor gør det for eksempel tit, når du ikke kigger.
3. Der er ikke mere slik.
Du har gemt det på øverste hylde og har planer om at spise resten, så snart familiens yngste endelig er faldet i søvn.
4. Hvis du ikke børster tænder, så falder de ud.
Det er mælketænder. Uanset hvor grundigt I børster dem, så vil de falde ud på et tidspunkt.
5. Der er ikke Teletubbies lige nu.
Der er Teletubbies. Men mor har skiftet kanal, fordi hun ikke kan klare mere af de hyperaktive væsener med skærme på maven og begejstrede pibestemmer lige nu.
6. Vi går lige nu.
Vi går, når du endelig har fået dine sko på, mor har fundet sine nøgler, og far har skiftet ble på lillebror.
7. Mor kan klare alt.
Lodret løgn. Mor kan for eksempel hverken hænge en lampe op eller spille på mundharmonika.
8. Julemanden findes.
En klassiker. Men vi er (rimelig) sikre på, at hverken julemanden eller påskeharen findes i virkeligheden.
9. Du får en sort streg i panden, hvis du lyver.
Bare se på mor - det passer altså ikke.
10. Du tisser i sengen, hvis du leger med tændstikker.
Helt ærligt - vi har faktisk ikke prøvet det af. Men vi har svært ved at tro på, at det kan være faktuelt korrekt.
Følg Dagens Mødre for flere lignende artikler: