Videnskab: Derfor bliver nogle mennesker aldrig syge

Videnskab.dk

11 år siden

|

12/12/2013

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Nogle mennesker lægger sig hele tiden syge med snue, mavepiner, tandpine, hovedpine og alle mulige andre piner, mens andre nærmest aldrig bliver syge.

Men kan det virkelig passe, at nogle mennesker oftere bliver syge end andre? Og er der nogle, som aldrig bliver syge overhovedet?

Til at hjælpe os med at besvare det højrelevante spørgsmål for snuesæsonen har vi allieret os med en immunforsvarsekspert i form af professor MSO Steffen Thiel fra Aarhus Universitets Institut for Biomedicin. Han fortæller:

»Der er ikke noget i immunforsvarets udgangspunkt, der gør, at nogle mennesker bliver oftere syge end andre. Når det eksempelvis gælder influenza- og forkølelsesvirus, er vi alle sammen i samme båd. Hvis vi ikke har haft virustypen før, har vi alle sammen lige stor risiko for at blive smittet. Hvis immunforsvaret har stiftet bekendtskab med den specifikke virus før, er vi til gengæld immune,« siger Steffen Thiel til Videnskab.dk.

Så selvom nogle mennesker føler, at de aldrig bliver syge, er virkeligheden formentlig en anden. Men for at forstå den pointe, skal vi lige dykke et lag dybere ned i immunforsvarets funktioner.

Når det gælder immunforsvarets værn mod virussygdomme som influenza og forkølelse og for den sags skyld også røde hunde og mæslinger, er immunforsvaret afhængigt af sin hukommelse. Immunforsvarets hukommelse består af såkaldte antistoffer, der kan genkende forskellige proteiner i overfladen på virusserne.

Læs også hos Videnskab.dk: Ti myter om influenza og forkølelse

Hvis immunforsvaret på et tidligere tidspunkt er stødt på virusset, har det antistoffer mod den specifikke virus og vil sætte et frontalangreb ind, hvis det støder på virussen igen. På den måde nedkæmper immunforsvaret virusinfektionen, inden man bliver syg.

Hvis immunforsvaret til gengæld ikke har set virusset før, bliver der ikke blæst til angreb med det samme, og så kan man godt begynde at finde Kleenex og termometer frem.

Derved kan mennesker med et langt liv bag sig godt være immune over for flere virusinfektioner end unge mennesker, og dermed lægger de sig måske sjældnere syge. Det betyder dog ikke, at de genetisk set er bedre rustet mod sygdommene.

Læs også hos Videnskab.dk: Hvorfor bliver jeg syg, når jeg har fri?

Der er desuden forskelle blandt virus - forskellene kan have indflydelse på, om vi bliver syge eller ej.

Røde hunde og mæslinger ændrer sig ikke meget over årene, og derfor kan man vaccinere mod sygdommene i børnevaccinationsprogrammet. Man kan også kun få dem én gang i sit liv.

Når man udsætter børn for en mild udgave af virusset i vaccinen, sørger man for, at immunforsvaret kan genkende og bekæmpe virusset resten af livet. Andre virustyper er dog ikke sådan at lægge låg på.

De kamouflerer sig og gør alle mulige krumspring for at snyde immunforsvaret.