Som barn elskede man at få voksne til at kvaje sig ved at lokke dem til at sige kendte remser såsom "Stativ, stakit, kasket" og "fem flade flødeboller på et fladt flødebollefad" - og gerne i rask tempo mange gange i træk.
Men hvad er det, der udfordrer os så meget, at vi kludrer rundt i ordene, når vi skal sige remserne?
Læs også: Her er det lille trick, der gør underværker for din hukommelse
Videnskab.dk har bedt sprogforskere om at forklare, hvorfor en samling umiddelbart simple ord kan sende munden på så meget overarbejde.
- Det er generelt svært at sige ord med mange konsonanter, for det kræver større arbejde med tungen og munden. Især de ord, hvor konsonanterne befinder sig tæt op ad hinanden, er svære, for så skal musklerne i munden og tungen omstille sig ekstra hurtigt. Det kræver, at tungen nærmest slår flikflak for at følge med. Det gælder for eksempel for 'stativ, stakit, kasket', siger Andreas Højlund Nielsen, ph.d.-studerende i neurolingvistik ved Institut for Æstetik og Kultur på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.
Spørger man lektor på Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Nicolai Pharao, kan en anden årsag være, at man skal bryde nogle faste rutiner for at kunne sige remserne.
Læs også: Hvor meget vand behøver du egentlig drikke hver dag?
- Remsen (stativ, stakit, kasket red.) begynder hvert ord med, at den forreste del af tungen skal i bevægelse for at sige 'sta', men når vi så skal til at sige 'ka', så skal vi placere tungen anderledes. Det kræver, at vi bryder med rutinen, og så går det ofte galt, forklarer Nicolai Pharao til Videnskab.dk.
Men der er håb forude, hvis du er helt umulig til at fyre remserne af i højt tempo, for du kan bare øve dig. Det er nemlig et spørgsmål om at træne musklerne i munden og bruge dem korrekt, ifølge Andreas Højlund Nielsen.
