Ny revolutionerende forskning: Disse melorme lever af flamingo

Kristine Bugbee

9 år siden

|

01/10/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det tager hundredvis af år for naturen at nedbryde plastik.

Men nu er der muligvis fundet en løsning på det miljøbelastende problem. Det skriver CNN.

Forskere har nemlig opdaget, at melorme er i stand til at leve af flamingo og andre former for plastik. Det viser et nyt studie, som netop er blevet offentliggjort i Environmental Science and Technology.

Forskerne kommer fra Beihang University og Standford, og de kalder opdagelsen for revolutionerende.

- Det har er et af de største gennembrud i miljøforskning de sidste 10 år, siger ingeniøren Wei-Min Wu til CNN.

Han mener, at opdagelsen kan være med til at løse problemet med miljøforurening, som plastik er skyld i.

Undersøgelsen med melorme viser, at hver orm er i stand til at spise mellem 34 og 39 milligram flamingo om dagen. Det svarer til vægten af en pille.

Forskerne holdt samtidig øje med melormenes helbred, og det viste sig, at de var lige så sunde, som hvis de havde været på en almindelig diæt bestående af klid.

Flamingoen blev af melormene forvandlet til kuldioxid, orme-biomasse og bionedbrydeligt affald, der kan bruges som plantejord.

Forskerne håber nu på, at man ved at forstå mekanismerne i melormenes fordøjelsessystem kan skabe nye måder at nedbryde plastik på - eller finde nye måder at producere plastik på, som nemt kan blive nedbrudt.

Selvom melorme har en særlig evne til at æde sig igennem plastik og forvandle det til bionedbrydeligt affald, så er det ikke en erstatning for genbrug.

- Vi skal blive bedre til at genanvende. Vi burde ikke smide plastik nogen steder, lyder opfordringen fra Wei-Min Wu.

Følg Dagens Videnskab for flere lignende artikler: