Stormen rammer Danmark med vindstød af orkanstyrke

admin

|

05/12/2013

Dagens topnyheder

Danskerne skal forberede sig på et voldsomt blæsevejr, når stormen Bodil suser ind over landet i løbet af torsdagen.

DMI's prognoser melder stadig om storm torsdag og natten til fredag samt forhøjet vandstand ved den jyske vestkyst.

- Det bliver meget blæsende med vindstyrker op til storm og med vindstød af orkanstyrke, og det rammer sådan set hele landet, siger vagtchef Bill Vejdegren fra DMI.

Oversigt: Sådan kører togene under stormen Bodil

Stormen rammer vestkysten i Jylland torsdag ved middagstid fra sydvest. Herefter drejer vinden om i vest/nordvest, og i løbet af eftermiddagen og aftenen bevæger Bodil sig østpå til Fyn, Sjælland og Bornholm.

DMI forventer, at det kraftige blæsevejr rammer København omkring klokken 20-21. Vindstødene kan nå op til 140 kilometer i timen. Orkanskalaen begynder ved vindstød på 120 kilometer i timen.

Stormvejret vil vare hele natten, og først i løbet af fredag formiddag vil vinden løje af.

Stormen vil påvirke både færge- og togtrafik, hvor flere afgange er blevet aflyst. Storebæltsbroen råder bilister til at være forsigtige og til at køre så tidligt torsdag eftermiddag som muligt.

Ved vindstyrker over 25 meter i sekundet lukker både Storebæltsbroen og Øresundsbroen. DMI forventer, at vindstødene når op på 23 til 28 meter i sekundet.

Læs også: Bodil aflyser tog og færger til og fra Bornholm

Torsdagens storm kommer blot to måneder efter det seneste kraftige blæsevejr over Danmark.

Den 28. oktober ramte et voldsomt uvejr landet, og stormen slog rekord med det kraftigste vindstød, der nogensinde er målt i Danmark. Hele 53,5 meter i sekundet blev der målt på Als, svarende til 193 kilometer i timen.

Oktober-stormen kostede to mennesker liv, og flere hundrede blev kvæstet.

/ritzau/