Af forskellige årsager mener jeg bare, at julen er ekstremt opreklameret.
Her er 10 ting, jeg ikke kan udstå ved traditionen, og hvordan den har udviklet sig.
1. Gaveræs
Som et temmelig let distraherbart menneske får jeg ofte skidegode idéer til, hvad familien skal have under træet i løbet af året. Fem minutter efter, er idéerne glemt.
Jeg har prøvet at gøre det til noget positivt og beslutte mig for at smile i køen, når jeg endelig kommer ud på ærindet den 23. december. Men alle andre ser så sure ud.
2. Hjemmebag
Jeg elsker at spise det. Men af en eller anden grund forventer folk - måske fordi jeg er kvinde? - at jeg selv kaster mig ud i det.
Der er ingenting i verden, som får mig til at føle mig som en større fiasko en gærbagning. Det skulle da lige være at blive stemplet som det jule-underskudsmenneske, jeg i virkeligheden er.
3. Nissehuer
Ja, bare nissehuer. Uddybning er næppe nødvendig.
4. Julefrokoster
Det er ikke julefrokosten så meget, som de mennesker, der deltager i dem. Pludselig vrimler gader og stræder og ens favorit vandhul med folk, der ikke er i stand til at metabolisere snaps.
Jeg har tidligere foreslået et nationalt dekret om, at virksomheder og foreninger bør forpligte sig på at holde folk på matriklen til næstkommende mandag, såfremt de ikke kan styre det.
Jeg ender altid med at stå i en bar et sted, hvor en mand med falsk, hvidt skæg lægger an på mig, og en dame i et meget udfordrende nissepigekostume hælder fadøl ned ad min ryg. Jeg barrikaderer mig bare derhjemme, hvis det skal være på den måde.
5. Pynt
Som du måske nok kan fornemme, er jeg ikke verdens største ordens- og overskudsmenneske, når det gælder det huslige. Hver december skal jeg svare på spørgsmålet: “Har du så fået pyntet op til jul?”. Svaret er altid nej.
Jeg har en gang, siden jeg flyttede hjemmefra for år tilbage, pyntet op til jul. Da vi nåede til april, var det ved at være lidt træls at kigge på julekugler og nissemænd. Den slags kræver en ordens- og hyggesans, jeg desværre ikke er blevet udstyret med.
6. Jesus tager mit spotlys
Det kommer muligvis til at lyde rigeligt selvhævdende og navlebeskuende. Men en af grundene til, at jeg altid har haft det svært med jul er, at jeg er blevet belemret med en fødselsdato den 20. december.
Sætninger som “Så kan vi da bare lige slå din jule- og fødselsdagsgave sammen” og “Vi kan desværre ikke komme, da vi er taget på juleferie hos familien” holder aldrig op. Og så er alle ens fødselsdagsgaver pakket ind i nissepapir.
Hvor er mit Dannebrog og min lagkage?
Og nu vi er ved Jesus... Tror vi virkelig på den gamle myte? De folk, jeg kender, som går meget op i julen, har jeg aldrig hørt omtale Jesus. I hvert fald ikke som andet end et udråbsord: "Jesus, der tabte jeg da godt nok lige julesmåkagen ned i gløggen".
7. Sangene
Kan vi ikke godt blive enige om, at vi efterhånden har hørt “Last Christmas”, “All I want For Christmas”, “Søren Banjomus” og “Driving Home For Christmas” så rigeligt?
Og hvorfor er radioernes playlister allerede sat på jule-modus i oktober?
Mine ører bløder, og mine nerver er flossede.
8. Kommercialiseringen
Netop, som man troede, at julen ikke kunne brede sig mere ud over året, opdagede jeg gudhjælpemig, at diverse dagligvareforretninger begyndte at sælge julekager, pynt og andet gejl i september.
September! Hvornår stopper vanviddet?!
9. Gløgg
Det er varm rødvin med tørrede frugter og nødder. Det er ikke festligt. Det smager af gnu og lugter af en rødvinsbrandert, der er gået galt.
10. Alle snakker om, hvor meget de hader julen
… men ingen gør noget ved det.
Vi kunne gøre julen til en tålelig fest for alle parter, hvis vi blev enige om, at den gik i gang 1. december og sluttede den 24. Hvis vi holdt lidt igen med de enerverende sange, gaveræset og kommercialiseringen.
