Kvinde levede i tre århundreder: Nu er hun gået bort

admin

449 uger siden

|

13/05/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

116 år blev den amerikanske kvinde Susannah Mushatt Jones.

Hun blev født i delstaten Alabama i den sydlige del af USA 7. juli i 1899, og hun nåede således at leve i tre forskellige århundreder, inden hun døde.

Tv-stationen CBS skriver på sin netavis, at hun døde torsdag på et plejehjem i Brooklyn i New York. Hun var syg i de sidste ti dage af sit liv.

Susannah Jones var ikke alene den ældste kvinde i USA. Hun var faktisk - så vidt vides - den ældste person i hele verden, oplyser BBC.

Denne titel er nu overtaget af den italienske kvinde Emma Morano, der også er 116. Hun blev født 29. november 1899.

Den nu afdøde Susannah Jones blev født i et lille landbrugssamfund nær Montgomery i Alabama. Hun havde ti søskende.

Ifølge CBS gik hun som barn i en skole, der var specielt lavet for sorte piger.

Som voksen begyndte hun fuldtid at hjælpe familien med landbrugsarbejde. Senere blev hun stuepige, flyttede til New Jersey og senere New York.

Hun var på et tidspunkt gift i fem år, men fik aldrig børn selv. Hun havde dog flere end 100 niecer og nevøer.

Hun nåede i sit liv at leve under 20 amerikanske præsidenter, og hun blev født, inden mennesket havde fundet ud af at bygge en flyvemaskine, at tale i telefon og meget andet af det, vi i dag tager for givet.

Da Susannah Mushatt Jones var barn, var der ikke tv som tidsfordriv. Der var slet ikke tv.

Hun gav et interview til Time Magazine i fjor. Selvfølgelig skulle hun fortælle hemmeligheden bag det lange liv.

Hun sagde, at hun sørgede for at få masser af søvn, og hun hverken røg eller drak.

Men måske handler det om, at man også skal huske at have det lidt godt.

Hun fik også nævnt, at hun hver dag spiste røræg med fire striber bacon.

/ritzau/dpa