Britiske Megan Brennan er 19 år gammel, men mentalt er hun som et spædbarn. Hun har Anglemans syndrom, der efterlader hende svært handikappet.
Hun skal nu flytte ind på et hjem, hvor hun kan få pleje på fuldtid, og forrige lørdag skulle hun derfor holde afskedsmiddag med sine nuværende handikaphjælpere, og hendes mor bestilte i den anledning bord på en af pub-kæden Harvesters restauranter i byen Eastleigh i England.
Det skriver mirror.co.uk.
Læs også: Handicappede Jakob må ikke deltage i Storebælt-løb: Det er et spørgsmål om sikkerhed
Ifølge Megans bror, Jack, var Megan meget begejstret over at skulle spise ude.
- Men efter fem minutter kom chefen over og klagede over, at hun larmede for meget. Han sagde: "Hvis I ikke kan få hende til at tie stille, må jeg bede jer om at gå," fortæller Jack.
Chefen på restauranten sagde, at andre kunder havde klaget, men det nægtede de andre kunder, da familien spurgte dem.
Efter sagen er taget op af de britiske medier, har Harvester undskyldt og givet familien et gavekort på 100 pund, svarende til lige knap 1000 danske kroner. Men det har de dog ikke tænkt sig at gøre brug af.
- Ledelsens kuneservice var forargende. Jeg vil aldrig sætte min fod på en Harvester igen, siger Megans mor, Helen Brennan.
Læs også: Rørende video: Se fars følelsesladede dans med handikappet datter
Folk, der lider af Anglemans syndrom har ofte epilepsi, pludselige latterudbrud, bevæger sig i pludselige ryk og kommunikerer ved at hæve stemmen. Ifølge Socialstyrelsen er der mellem 150 og 200, der lider af syndromet i Danmark.