Forbipasserende i chok: Kok grillede hund midt på gaden

Morten Larsen

433 uger siden

|

31/08/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Hver eneste dag kan man på Trafalgar Square se hundredvis af turister, der lader sig fotografere på den kendte plads i det centrale London, mens de lokale med hastige skridt går forbi og videre ud i byens mange gader.

Forleden foregik der dog noget, der fik forretningsmænd og besøgende fra udlandet til at stoppe op i virvaret på den travle plads.

En duft af mad spredte sig i den engelske sensommerluft, og en kok i forklæde hævede sin stemme for at bekendtgøre, at der var gratis smagsprøver på hundekød.

Kokken stod ved en stor grillrist med det, der lignende en veltilberedt labradore på.

De usædvanlige mundbidder var noget, der kunne få folk til at glemme alt om selfier og forretningsaftaler, men der var ikke ægte hund på gaflen.

Derimod var der tale om en happening fra dyreorganisationen PETA.

'Hvis du ikke spiser en hund, hvorfor spiser du så gris', lød det spørgende på et skilt under det falske hundehoved.

Hundens krop var hverken lavet af gris og kalv, men derimod af seitan, der er et alternativ til kød, tilberedt af hvedeprotein, og dermed en kendt spise hos mange veganere og vegetarer. Det skriver britiske Metro.

PETA budskab var, at man sagtens kan grillhygge uden kød - og så selvfølgelig stille spørgsmålstegn ved, hvad foreskellen på en hund og gris er.

Læs også: Medie: Supermarkeder sælger menneskekød forklædt som dåsemad

- Når det gælder evnen til at lide og føle smerte og frygt, så er en hund ikke anderledes end en gris, kylling eller ko, siger Elisa Allen fra dyreorganisationen.

Hun fortsætter:

- PETA opfordrer folk, der finder tanken om at spise hund usmagelig, til at holde alle dyr væk fra deres tallerkener og grill, siger Elisa Allen.

Følg Dagens Dyr for flere lignende artikler: