- Min fire-årige dreng kom løbende ud fra sit værelse. Han havde tandpasta smurt ud over hele trøjen, og hans sko var byttet rundt. Min yngste søn kom løbende efter ham. Hans hår var vådt, og det samme var hans trøje.
Sådan indleder Melissa Sher et blogindlæg på Scarymommy.com.
Melissa Sher er klummeskribent hos diverse store amerikanske aviser. I sit seneste blogindlæg beretter hun om en travl morgen i en kaotisk hverdag. En morgen som alle mulige andre. Og så alligevel ikke.
Se her, hvad hun fortæller:
- Hvad er det, du har gjort, spurgte jeg den fire-årige.
Vi var allerede sent på den. Og nu ville vi blive endnu mere forsinkede. En knude begyndte at forme sig i min mave.
- Hvad har du GJORT? spurgte jeg igen. Jeg var vred.
Men min fire-årige forstod ikke min vrede.
- Jeg har været på potten, jeg har taget tøj på, og jeg har børstet tænder, sagde han.
Han hoppede op og ned af glæde over sin bedrift.
Han havde selv taget tøj på. Og han havde børstet sine tænder. Og han havde været på toilettet. Han havde gjort alt det helt uden min hjælp. Det er det, jeg har forsøgt at få ham til at gøre i… ja, hele hans liv. Det var en god ting. Det var faktisk en fantastisk ting.
- Træk vejret, min pige. (Nej, jeg har ikke nogen hund, jeg snakkede med mig selv).
Jeg var nødt til at falde ned straks. Jeg kom til at tænke på en facebookopdatering, som en af mine venner havde skrevet:
- Maggie kommer hen til mig, edderspændt og stolt. Så tager hun en helt ny blyant frem, som hun knækker i to. “Maggie!” sagde jeg, “Hvorfor i alverden knækkede du den helt nye blyant?” Hun kiggede på mig med store øjne, og al glæden og stoltheden var helt forsvundet fra hendes ansigt. Så brød hun ud i tårer, og sagde, snøftende og hulkende, “jamen, jeg ville jo bare vise dig, hvor stærk jeg er”.
Maggies blyant! Havde jeg slet ikke lært noget af Maggies blyant?
Min søn prøvede ikke at forsinke os. Han prøvede jo at hjælpe til. Han havde endda børstet sin lillebrors hår. Det var derfor, det var vådt. Han havde ikke blot redt det, han havde stylet det.
Træk vejret, tænkte jeg. Og det gjorde jeg. Knuden i min mave begyndte at løsne sig.
Skoene kunne vi bytte om. Og hans trøje ville alligevel blive beskidt i løbet af dagen. Ingen skade sket. Det gjorde ikke noget. Det var en god dag.
Og, hvis jeg skal være helt ærlig, så var det ikke på grund af ham, at vi var sent på den. Vi var forsinkede, fordi jeg ikke fik vækket alle i god nok tid. Vi var forsinkede, fordi jeg først lige var blevet færdig med at smøre madpakker og fylde vandflasker. Vi var forsinkede, fordi.. shit happens. Det er vist Shakespeare, der har sagt det.
Næsten som om han havde læst mine tanker, sked min yngste søn i bleen. Han blev helt rød i hovedet, og udstødte et stort støn.
