En mors mareridt: Sønnen var ved at drukne på land

Sol Stoffregen

10 år siden

|

12/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Den amerikanske mor, Lindsay Kujawa, nåede at føle sig heldig for en stund. Efter hun panisk hev sin lille søn, Ronin, op af en jacuzzi, som han faldt i, da hun vendte ryggen til et kort øjeblik. Sønnen var stadig i live og havde det fint. Det troede Lindsay i hvert fald.

Sådan skriver Lindsay Kujawa i et indlæg på bloggen delightedmomma.com, hvor hun kalder oplevelsen med sin to-årige søn for et mareridt. Normalt tøver hun med at dele meget personlige historier på bloggen, men denne gang var hun ikke et øjeblik i tvivl om, at hun var nødt til at dele sin oplevelse med andre forældre for at advare. Også selvom hun udstiller sig selv som verdens dårligste mor i hendes egne øjne.

LÆS OGSÅ: Advarsel: Farlig babystol kræver sit 6. dødsoffer

Historien starter en lørdag eftermiddag i maj i år, hvor Lindsay, hendes mand og to sønner er inviteret til familiefødselsdag i form af et poolparty. Til festen hygger børn og voksne sig ved poolen. Fra start af tager Lille Ronin plads på trappen ved jacuzzien, mens han mor holder øje med ham.

"Det er her, alting går galt…Jeg sad på ydersiden af jacuzzien, kun et par centimeter fra, hvor Ronin legede. Jeg skiftede siddestilling for at tale med min svigerinde. Jeg vendte mig rundt i måske fem sekunder. Da jeg vender mig om igen for at tage et kig på Ronin, er han ikke på jacuzzi-trappen. Mor-panik og frygt overtager. Febrilsk scannede jeg jacuzzien og så ham blive hvirvlet rundt af motorerne i den anden ende af jacuzzien, hvor hans lille hoved kom op og ned under vandet, mens han kæmpede for at trække vejret. Jeg trak ham op så hurtigt, jeg kunne. Hele episoden tog ca. 20 sekunder - fra han faldt i, og indtil jeg fik ham op", skriver Lindsay på bloggen og fortsætter:

LÆS OGSÅ: Ikke af de grunde du tror: Derfor bliver du afvist af dine venner, når de bliver forældre

"Udover Ronin var synligt ked af det og hostede for at få vandet op, virkeden han helt normal, da han var faldet til ro. Jeg er den mest overparanoide mor nogensinde, og jeg var så gal på mig selv, at dette skete få centimeter fra mig. Bagefter virkede han mere træt, end inden det skete, men jeg tænkte, at han var udmattet efter hændelsen kombineret med varmen og motionen, han havde fået i de sidste par timer. Kort efter forlod vi festen".

Derhjemme var Ronin helt ved siden af sig selv. Lindsay overvejede om, sønnen bare var træt, men hun kunne mærke, at noget var galt. Han begyndte at hoste mærkeligt, måske var han ved at hoste vand op, tænkte Lindsay. Men da hun ringede til familiens læge og forklarede situationen, var lægens besked meget kort. De skulle med det samme tage på hospitalet.

Lægerne gik straks i gang med at undersøge Ronin, der blev mere og mere dårlig. Hans temperatur var høj. Og røntgenbillederne viste tydeligt, at den lille dreng havde vand i lungerne. Konsekvenserne af dette kunne være alt fra ingen skader over kemisk betændelse i lungerne som følge af det urene jacuzzi-vand til kvælningsdøden på få minutter, meddelte lægerne den ulykkelige mor og far.

LÆS OGSÅ: Hjemmegående husmødre har ført mig bag lyset

"Mit hjerte knustes i en million stykker på det tidspunkt. Jeg følte det bogstaveligt som, om mit hjerte blev revet ud af mit bryst. Det var min skyld ligegyldig, hvor mange gange folk fortalte mig, at det var en ulykke, og at det kunne ske for hvem som helst", skriver Lindsay i indlægget. 

Med blå blink blev Ronin kørt til et børnehospital i nærheden. Undervejs blev han endnu mere svag - hans iltniveau faldt drastisk i ambulancen. Den hjælpeløse Lindsay panikkede igen. På hospitalet blev Ronin koblet til en masse maskiner og fik taget blodprøver og røntgenbilleder, og lægernes besked var, at nu skulle man bare vente. Vente og se, hvad der skete.

Hele natten vågede Ronins forældre over ham. Om formiddagen vågnede Ronin til alle store glæde. Og han var i bedring på trods af en kemisk betændelse i lungerne som følge af det beskidte jacuzzi-vand.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

Først derefter fortalte en læge på hospitalet den lettede Lindsay og hendes mand, at deres søn var blevet ramt af "tør drukning" eller "sekundær drukning", som ofte opstår efter en nærdrukne-ulykke. Lægen roste Lindsay og hendes mand for at have bragt sønnen til hospitalet, for i mange tilfælde går det rigtig galt. Især hvis forældrene tænker, at barnet blot er træt og derfor putter det i seng, for så vågner barnet ikke op igen. På samme tidspunkt, som Ronin lå på hospitalet, var der også to andre små drenge, som blev behandlet for sekundær drukning på hospitalet.   

Det var første gang, Lindsay hørte om tør drukning eller sekundær drukning. Og det var lidt af et wake-up call for hende.

Fakta om sekundær drukning/tør drukning:
- Sekundær drukning kan være svær at genkende, eftersom personen lader til at være ok lige efter nærdrukne-ulykken. Og det gælder uanset, om det er børn eller voksne, der er ramt.

- Ved sekundær drukning har personen fået vand i lungerne, hvilket blandt andet medfører, at ilten har svært ved at komme ind i blodbanen. Hjertet begynder også at slå langsommere, men personen kan stadig tale og gå. Når det er værst, lukkes luftvejene på grund af krampetrækninger i svælget som følge af vandets tilstedeværelse. Den eneste synlige advarsel kan være, at personen opfører sig anderledes ved at ændre personlighed fx surhed eller træthed. Senere kan vejrtrækningen også ændre sig radikalt.

- Hvis dit barn kommer ud for en nærdrukne-oplevelse, også selvom det er i et lille børnebassin, så hold øje med et skift i personlighed eller energiniveau. Du kan redde dit barns liv, hvis du handler hurtigt og kommer på hospitalet i en fart.