Dybt berørt Mary besøger brandramt by

admin

|

27/10/2013

Dagens topnyheder

Det danske kronprinspar kom helt tæt på ødelæggelserne i det sydøstlige Australien, da de søndag besøgte et af de områder i Sydneys vestlige udkant, som er allerhårdest ramt af den seneste tids voldsomme skov- og naturbrande.

Her gik kronprinsparret blandt andet ned ad en villavej, hvor en stribe huse var smadret til ukendelighed af flammerne eller brændt helt ned til grunden.

De hilste også på frivillige brandfolk og lokale borgere, som bor i og omkring byen Winmalee, der ligger et par timers kørsel fra Sydneys centrum. Her lugter der stadig af røg fra brande i området.

- Det er en oplevelse, der er svær at sætte ord på. Man bliver meget imponeret over den modige indsats, der er blevet gjort fra alle sider. Den "community spirit", som er til stede, siger kronprinsesse Mary.

- Vi er ekstremt glade for, at vi kunne komme og se situationen og høre om de bestræbelser, som bliver gjort. Der er prisværdigt på alle fronter, tilføjer hun.

Kronprinsessen erklærer sig dybt berørt over de katastrofale brande, som har tilintetgjort flere end 200 private boliger i det naturskønne Blue Mountains-område ved Sydney, hvor Winmalee også ligger.

Den værste trussel fra de såkaldte bushfires skulle dog være drevet over nu, og evakuerede familier er vendt hjem for at se, om deres hus stadig står.

- Det er hårdt at se ødelæggelserne og de mennesker, som har mistet alting. Heldigvis er det kun få, som har mistet livet. Det kunne have været meget, meget værre, siger kronprinsesse Mary.

Hun sender samtidig en stor tak til de mange helt almindelige australiere, der har meldt sig som frivillige brandfolk og fortsat kæmper mod flammerne rundt omkring i det sydøstlige Australien på 12-14 timer lange vagter.

- Det er bare utroligt, det arbejde, som alle brandfolkene, de frivillige og mennesker fra lokalsamfundet leverer. Alle tager deres tørn. Det er vidnesbyrd for gejsten i dette lokalsamfund, siger hun.

Kronprinsparret er på besøg i Sydney for som officielle protektorer at fejre 40-års jubilæet for det dansk-designede operahus.

Se billederne nedenunder...

/ritzau/