18-årig planlagde München-angreb i et år og skrev manifest

admin

434 uger siden

|

24/07/2016

Dagens topnyheder

En 18-årig tysk-iraner, som forleden skød og dræbte ni mennesker i München, havde ifølge politiet planlagt sit angreb i et år. Der er også fundet et manifest på hans computer.

- Han havde forberedt det i et år, siger politichefen i Bayern, Robert Heimberger, på et pressemøde søndag.

Teorien er baseret på materiale, som myndighederne har fundet på den unge mands værelse i München.

Han havde desuden skrevet et "manifest", beretter politichefen ifølge Bild. Politiet har endnu ikke nærstuderet dokumentet.

Lørdag sagde politiet i München, at den 18-årige var inspireret af Anders Behring Breivik.

Nordmanden dræbte 77 mennesker i Oslo og på Utøya 22. juli 2011. Angrebet i München skete på femårsdagen for massakren i Norge.

Tysk politi fastholder imidlertid, at angrebet i München ikke var politisk motiveret.

Politiet mener, at hans skyderi også var inspireret af en hændelse i den tyske by Winnenden i 2009. Her skød en 17-årig dreng 15 mennesker på sin tidligere skole.

Den foreløbige efterforskning peger på, at den 18-årige var interesseret i massakren i Winnenden. For et år siden besøgte han stedet, og han tog foto, fortæller Heimberger.

Myndighederne har fundet medicin hos den 18-årige, som tilsyneladende led af angstanfald og socialfobi. Han var indlagt til psykiatrisk behandling i efteråret 2015.

Gerningsmanden, som skød og dræbte sig selv, var født og opvokset i den sydtyske storby.

Ofrene var ikke klassekammerater til gerningsmanden. Det fremgår af pressemødet, hvor også anklageren var med. Otte af de ni dræbte havde udenlandsk baggrund. Tre tyrkere, tre kosovoalbanere, en græker og en ungarer.

Det var ikke sådan, at "han bevidst valgte" de folk, som han skød, siger hovedanklager Thomas Steinkraus-Koch.

Politiet bekræfter, at han købte sit skydevåben over internettet.

Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre den 18-åriges forældre. Det forlød lørdag, at årsagen var chok.

Under ransagningen af hans værelse hos forældrene fandt man hverken våben eller ammunition.

Det er tidligere kommet frem, at gerningsmanden havde hacket en Facebook-konto før angrebet. Det dementerer politiet.

Derimod havde han oprettet en falsk profil og stjålet en anden brugers identitet. Det var fra den konto, at han forsøgte at lokke folk til restauranten.

Den 18-årige var i 2012 offer for mobning, og han indgav en klage over tre elever. Ingen af dem var blandt ofrene for angrebet 22. juli.

/ritzau/