Kvinden Bronnie Ware har arbejdet på en palliativ afdeling – det vil sige en afdeling, der smertelindrer patienter, der ligger for døden på grund af eksempelvis terminal kræft.
Hun har brugt sine erfaringer til at skrive en bog og et blogindlæg, som har nogle år på bagen, men som stadig er værd at huske på, nu hvor flere af os sætter os mål for det nye år og fremtiden.
Bronnie Ware skriver på sin blog:
- Vi delte nogle utrolige øjeblikke sammen. Jeg var sammen med dem i de sidste tre til 12 uger af deres liv.
- Folk ændrer sig meget, når de står ansigt til ansigt med døden. Jeg lærte, at man aldrig skal undervurdere deres evne til at forandre sig. Nogle forandringer er fænomenale. Hver og én oplevede et væld af følelser: Benægtelse, frygt, vrede, fortrydelse, mere benægtelse og til sidst accept. Hver eneste patient fandt til sidst fred, før de forlod os. Hver og en, uddyber hun.
Hun har reflekteret over de ting, patienterne oftest fortrød, og hun har valgt at dele indsigten med omverdenen:
1) Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at være tro mod mig selv i livet, og ikke leve efter, hvordan andre forventede det.
2) Jeg ville ønske, at jeg ikke havde arbejdet så meget.
Det var især mænd, der fortalte hende dette, fordi de følte, at arbejdslivet havde taget deres børns barndom og tiden med deres partner fra dem.
3) Jeg ville ønske, at jeg havde haft modet til at udtrykke mine følelser bedre.
4) Jeg ville ønske, at jeg havde bevaret kontakten med mine venner.
Venskabers fravær bliver især tydeligt, når man ligger for døden, forklarer hun.
5) Jeg ville ønske, jeg havde ladet mig selv være mere lykkelig.
Lykke er et valg, ligesom livet er det, minder Bronnie Ware os om ud fra de erfaringer, hun har gjort sig.
Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: