Omkring 5000 danskere er diagnosticeret med cøliaki - også kaldet glutenallergi - og mange flere menes at have sygdommen.
Nu vil et forskningsprojekt fra Hospitalsenheden Horsens og Aarhus Universitet undersøge, om der kan være en sammenhæng mellem glutenallergi og danske mænd og kvinders fertilitet.
Det er ph.d.-studerende Louise Grode fra Hospitalsenheden Horsens, som netop er gået i gang med studiet.
- Internationale studier viser, at mellem 0,6 og 8 % af de kvinder, som er uforklarligt barnløse, lider af cøliaki, og at mange mænd med cøliaki har haft en unormal påvirkning af deres kønshormoner. De samme studier er imidlertid ikke gennemført på danskere, forklarer Louise Grode og henviser til, at vi i Danmark ikke screener barnløse for cøliaki i dag.
Læs også: Tre tegn på glutenallergi, du skal tage alvorligt
Derfor vil hun og kollegerne på forskellig vis undersøge, om der er en sammenhæng mellem glutenintolerance og barnløshed.
- For hvis parrene ’kun’ er barnløse på grund af cøliaki og ikke andre årsager, vil en glutenfri kost muligvis kunne øge deres chancer for at opnå en sund graviditet, forklarer Louise Grode.
420 par skal over de næste to år medvirke i projektet. Alle vil være kvinder og mænd, som er i behandling på en af de offentlige fertilitetsklinikker, der medvirker. De bliver alle testet for glutenallergi. De forsøgspersoner, som er intolerante over for gluten, bliver derefter fulgt nøje.
Læs også: 15 år i ulykkelig barnløshed: Nu er Emma blevet mor takket være en klat lim
- Det er for eksempel dokumenteret, at ubehandlet cøliaki hos gravide øger risikoen for, at kvinden aborterer spontant, eller at barnets vækst i livmoderen bliver hæmmet. Der er også dokumentation for, at barnet kan blive født for tidligt og med lav fødselsvægt, fortæller Louise Grode.
Følg Dagens Sundhed for flere lignende artikler: