LA: Børn uden vaccine må ikke gå i børnehave

Emil Ryttergaard

403 uger siden

|

29/03/2017
Sundhed
Foto: Colourbox
Foto: Colourbox
Børn må kun komme i vuggestue og børnehave, hvis de er blevet vaccineret. Det mener Liberal Alliances børneordfører Laura Lindahl.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Mæslinger, fåresyge og røde hunde. 

Disse tre smitsomme sygdomme kan mange børn helt undgå med en tur til lægen. Alle forældre i Danmark bliver tilbudt en vaccine, men det er ikke alle, der tager imod tilbuddet.

Det vil Liberal Alliance nu gøre noget ved, skriver dr.dk.

- Det er så trist, at vi er i gang med at vække så alvorlig en sygdom som mæslinger til live igen på grund af nogle faktaresistente forældre, der nægter at forholde sig til fagkundskaben, siger børneordfører for Liberal Alliance, Laura Lindahl, til dr.dk.

Hun kalder det ‘dybt usolidarisk’, når forældre vælger vaccinen fra og dermed udsætter andre børn for øget smittefare, og derfor vil hun nu undersøge, om man kan fratage børnenes institutionsplads, hvis de ikke er vaccineret. 

Udspillet kommer i kølvandet på et forslag fra Australien, der også vil tvinge forældre til at få deres børn vaccineret mod mæslinger, hvis de skal gå i børnehave, dagpleje og vuggestue.

Det lovforslag skal sikre, at andelen af australske børn, der bliver vaccineret, stiger fra 93 til 95 procent. 

Til sammenligning er 89 procent af danske børn vaccineret, og det er særligt forældre i Nordsjælland og København, der fravælger vaccinen. 

I Danmark blev der påvist tre tilfælde af mæslinger i 2016. I de tilfælde kom smitten fra udlandet, og fik derfor ikke smittet yderligere i børn i Danmark.