Jeg hader at være mentalt syg.
Jeg hader den jeg bliver overfor mine venner og familie, når denne sorte sky, denne dæmon overtager alle mine gode tanker, overtager min hjerne.
Jeg hader, at jeg ikke kan stå op om morgenen.
Jeg hader de nætter, jeg lægger mig ned og håber, jeg ikke vågner op igen.
Jeg hader, at jeg må lades som om.
Jeg hader blikkene.
Jeg hader, at en depression ikke er en accepteret grund til at have en dårlig dag.
Jeg hader, at høre tingene vil blive bedre, og det bare er en fase, der går over.
Jeg hader, at denne sygdom har været den største del af mit liv de sidste seks år.
Jeg hader, at selvmord bliver betragtet som egoistisk.
Jeg hader skammen, når jeg føler, at fremmede lægger mærke til arrene på mine ben.
Jeg hader, hvor afhængig jeg er af bekræftelse, fra mennesker jeg holder af.
Jeg hader følelsen af ikke at have en fremtid.
Jeg hader følelsen af ikke at blive forstået.
Jeg hader, når folk fortæller mig, jeg ikke er rigtig syg
Jeg hader tanken om at skulle leve resten af mit liv på denne måde.
Det føles som om, det aldrig går over
Det at være psykisk syg i vores samfund, kan nogle gange være en ligeså stor påvirking som sygdommen i sig selv.
Alting skal være perfekt: Kroppen, familien, jobbet, livsstilen. Og her sidder jeg med noget, der udadtil ligner et perfekt liv.
Alligevel sidder jeg her med et ubeskriveligt tomrum indeni mig. Et tomrum som er så uendelig stort, at følelsen af at det aldrig skal gå over, tager alle mine rationelle tanker.
Hvorfor mig? Hvorfor dette? Hvorfor nu? Der findes en million spørgsmål, jeg stiller mig selv hver dag. Jeg finder sjældent et svar, og ofte forværrer det bare situationen.
Jeg skammer mig over sygdommen
Selvom vi er blevet mere åbne for at tale om depression og psykisk sygdom, så er det stadig et emne, der undgåes.
Jeg er klar over, at der findes mennesker, der har det værre end mig. Både fysisk og psykisk. Men det er ikke omsorgen for den syge, jeg leder efter.
Det er bekræftelsen på, at det er i orden at være anderledes, og at det er i orden at have en sygdom, der ikke kan ses udadtil.
Jeg vil have lov til at gå med shorts uden at få ubehagelige blikke. Og jeg vil have lov til at være åben både om gode og dårlige dage.
Jeg vil gerne stoppe med at kæmpe med psykiske smerter samtidig med, jeg skal virke normal overfor omgivelserne.
Jeg vil være mig selv 100 procent, uden at føle det er forkert, for det er trods alt den person, jeg skal leve med resten af livet.
Indlægget er skrevet af en anonym 20-årig pige fra Norge, og det er redigeret og oversat efter aftale med Aftenposten, hvor det blev bragt i dag.
Du kan læse indlægget i sin fulde længde på Aftenpostens hjemmeside.
