Forskere: Tidlige mødetider i skolen kan skade helbredet

Jesper Larsen

9 år siden

|

21/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

De fleste har nok oplevet, at det kan være svært at komme ud af sengen og slæbe sig hen til skolen, men nu slår flere svenske forskere fast, at de tidlige mødetider i skolen ikke bare er dårligt for indlæringen, det kan også være direkte skadeligt for elevernes helbred. 

Den opsigtsvækkende udmelding sker i et debatindlæg Svenska Dagbladet, hvor fem forskere slår til lyd for at tage et opgør med de tidlige mødetider i skolen. 

Læs også: Forskere: Et vin gør dig mere lækker

- At tvinge en 18-årig til at stå op kl. 6.30 eller kl. 7. svarer til, at man bad en 50-årig underviser om at stå op kl. 4.30. Det kan nærmest betegnes som tortur, skriver indlæggets forfattere. 

Forskerne peger på, at en teenager har et helt andet søvnmønster og behov for søvn end andre aldersgrupper. De har brug for ni timers søvn for at kunne fungere optimalt, og de har brug for længere tid end andre til at falde i søvn. 

Teenagere får derfor et konsekvent søvnunderskud, når de skal møde i skolen kl. 8 om morgenen, hvilket rammer både indlæringen og helbredet. 

Læs også: 4 grunde til, at du stadig er træt, når du vågner om morgenen

Indlæggets fem forfattere henviser til en række forsøg på området, der understøtter deres teori. Blandt andet et studie fra amerikanske University of Minnesota, hvor 9000 teenagere medvirkede. Her rykkede man mødetiden fra kl. 7.50 til 8.40, hvilket  fik fremmødet til at stige, de scorede højere på standardiserede tests og deres karakterer steg.

Oveni det blev trætheden hos eleverne reduceret, de fik færre symptomer på depression og forbruget af koffeinholdige drikkevarer faldt. Efterfølgende ændrede en lang række amerikanske skoler mødetidspunkterne. 

Forskernes indlæg kommer fordi der netop nu er en debat om skolerne i Sverige, og det er deres håb, at spørgsmålet om mødetider bliver inddraget i debatten, og at der bliver truffet beslutninger på et videnskabeligt grundlag, og ikke ud fra ideologiske motiver. 

I Finland har der kørt en lignende diskussion og her er man langt fremme med forslag om at forbyde mødetider kl. 8.