Ingen ved mere om ernæring end tykke piger. Vi er eksperter i det shit.
Mit forhold til mad pendulerer mellem komplet ligegyldighed og et vanvittigt kontrolbehov. Den knivsæg, hvor fornuft og lyst spiller sammen, har jeg aldrig rigtig formået at holde balancen på.
Når det gælder mad, har jeg af en eller anden grund ofte arbejdet i ekstremerne. Ikke, fordi jeg i perioder med apati over for fødevarer æder en spand is hver aften - jeg har aldrig lidt af “den søde tand”. Jeg er ganske enkelt bare fuldstændig ligeglad.
Min krop er et transportmiddel til mit hoved, og kroppen skal have benzin. Så er det lige meget, om det er oktan 92, 95 eller 98. Maskinen skal ud over stepperne.
Den anden ekstrem er, når samvittigheden vågner til dåd. Jeg lider ikke af hverken dødsangst eller aldersforskrækkelse. Men når håret engang er grånet, og jeg skal på badeferie i Baden-Baden, vil jeg jo gerne kunne gå en rask tur mellem saunaafslapning og ansigtspeelinger.
Det er bare ikke det samme at blive rullet i kørestol mellem rekreative aktiviteter. Og det er jo heller ikke fedt at være… fed.
Ernæringsekspert
Derfor har jeg i tidens løb sat mig ind i ret mange teorier om, hvordan man hurtigst muligt opnår vægttab. Her taler vi ikke om varigheden og det langtidsholdbare. Det er ren og skær et spørgsmål om hastighed.
Jeg ville eksempelvis kunne sammensætte en fuld diæt (til andre) inden for genrerne: Lene Hanson-mani, Vægtvogterne, kalorietælling med Nupo som supplement, stenalderkost, minimalt kulhydrat-indtag, basisføde/raw food og sikkert også en håndfuld flere i den neurotiske palet, som jeg nu har fortrængt.
I vægtvogternes system "koster" kartofler to af de 18 daglige point (selvom antallet af daglige point afhænger af ens vægt på det givne tidspunkt). For sprognørderne er det i øvrigt sjovt, at de vælger at kalde det point. Det virker mere som en straf, end som noget man vinder. Jeg var på vægtvogternes kur for 12 år siden.
Desværre resulterede dårlige matematiske evner i, at jeg var konstant sulten og tog de seks kilo på, som jeg havde tabt - trefold!
Der er cirka 80 kalorier i 100 gram banan. 100 gram ris er sindssygt at bruge krudt på - der er hele 365 kalorier i 100 gram, hvilket svarer til, hvad der nærmest burde være i et helt måltid. And don't even get me started on white bread!
Jeg havde engang en lille bog, hvor jeg sirligt indførte alt, hvad jeg indtog. X-antal gram tomater = X-antal kalorier. Jeg måtte få 1700 kalorier om dagen, men endte tit med kun at spise 1000-1200.
Man kunne jo ligeså godt lade være med at spise, når man nu var i gang.
Lene Hanson er en dyr dame, for lige pludselig skal man ud og have fat i palmeolie og rødbedejuice og alt muligt andet mærkeligt, som man aldrig ville spilde opbevaringsplads på uden for en neurotisk periode. Og så er hendes afsky over for kaffe usympatisk. Til gengæld kan man få indblik i hendes startpakke for den nette sum af 550 kroner...
Stenalderkost er fedt, fordi man må æde syge mængder kød. Desværre er netop derfor ekstremt dyrt - og hvor er mit rugbrød?!
Nupo smager af birkebark og er muligvis årsagen til, at begrebet falsk markedsføring overhovedet eksisterer.
Faste er det nye sort
Seneste skud på stammen af neuroser, jeg har givet efter for, er 5-2-kuren. I den spiser man normalt (normalt her defineret som det kaloriebehov, man har, for at opretholde egen eksistens) fem dage om ugen og faster eller letfaster i to.
Kuren er blevet hyperpopulær på rekordtid, og som ærkedemokrat er man vel nødt til at være lydhør over for horderne. En god ven har tabt 11 kg sindssygt hurtigt på kuren - som man som mange andre ikke må kalde en “kur”, men en “livstilsomlægning”.
5:2, tænker jeg, vil passe mig rigtig fint.
Jeg har aldrig haft rygrad til at holde fast i en diæt i mere end tre-fire uger ad gangen. Jeg tænker også, at fordelen må være, at manien får lov at være intens i de to dage, mens man resten af tiden kan være sit mere afbalancerede selv.
På fastedagene må man indtage max 500 kalorier som kvinde og 600 kalorier som mand. Man bliver ret hurtigt opfindsom, når man skal have mest muligt ud af ingenting. Kål og bouillon rækker langt i regnskabet!
Man bliver desværre også lidt sur af at være sulten. Derfor må man finde på overspringshandlinger for ikke at tænke på mad.
Jeg har blandt andet fået set tre sæsoner af "Girls" på HBO Nordic, bidt mine fingrenegle ned til roden og nu også skrevet dette blog indlæg.
Til gengæld har jeg lyst til at slå nogen. Hårdt. Gentagende. Med et stumpt våben.
Mine gode kolleger på Dagens.dk var begejstrede over idéen om at blogge om mit nye kur-eventyr. Vi får se, hvordan det går. Under alle omstændigheder bliver det ærligt og råt for usødet.
Jeg håber, du vil følge med.
