“2-årig dreng død af kvæstelser efter trafikulykke”.
Den skarpe kvindestemme er kort og kontant og forsøger ihærdigt at trænge sig ind i mine tanker. Jeg kæmper for at ignorere dagens nyheder, slukker for radioen og fortsætter med at fylde opvaskemaskinen med snavsede plastiktallerkner, farverige krus og billigt IKEA-bestik. Jeg sætter over til en kop te, slænger mig i sofaen og tænder for fjernsynet.
“Halvdelen af forældrene til unge, der blev dræbt under massakren på Utøya, er i dag sygemeldt”.
Klokken er lidt over tolv og nyhederne er endnu ikke ovre, så jeg skynder mig at stille om til TV 2 ZULU, hvor et gammelt afsnit af Venner straks får mig på andre tanker.
Og så sidder jeg ellers dér i min store flyder af en u-sofa, med min økologiske grønne Lemon-tea og nyder, hvor let jeg kan holde hovedet fri for bekymringer ved et enkelt “sluk” for verdens dårligdomme. Hvordan hele verden kan brænde sammen, uden det påvirker mig og min familie, når bare jeg lader som om, det ikke sker. Hvad jeg ikke ved, har jeg ikke ondt af.
Når moderskabet har gør sit indtog, vender det som bekendt op og ned på hele ens følelsesregister, livssyn og værdisæt. Men blandt emner som søvnrytmer, tigerspring, tænder og sjove første ord, er én af de største ændringer dét, som ingen af os tør sige højt: frygten for at miste. Frygten for at ens barn skal dø. Frygten for at man selv skal dø fra sit barn. Dø.
Døden er en underlig størrelse, som på en eller anden måde altid har været der, uden alligevel helt at være det. Til trods for at jeg har stiftet bekendtskab med døden som ikke-mor med tabet af tre bedsteforældre, forblev mit liv relativt sorgløst, og jeg var på en eller anden måde “usårlig”. Det, som skete i nyhederne, havde jo intet med mig at gøre og foregik altid langt fra min lille lejlighed i Jylland. Men så blev jeg mor.
De første par dage er det legalt at tale om frygten for at miste det lille myr til vuggedød. Vuggedød omtales alligevel så ofte omkring en gravid, at det til sidst udvandes for den kraft og betydning, som den reelt har for ca. 15 forældrepar om året. Vuggedød er altså blevet et standardiseret mor-emne, ligesom amning og bleskift. Realiteten er bare, at det lille barn i ligeså høj grad kan dø af alle mulige andre faktorer, men frygten for disse er der ingen, der taler om. Hvad hvis dit lille barn bliver kvalt? Hvad hvis det slår hovedet? Hvad hvis det drukner? Hvad hvis det bliver slået ihjel?
Ved bare at tænke disse tanker om min egen søn, kan jeg mærke, hvordan kroppen straks går i forsvar og afviger fra at forholde sig til emnet. Maven snører sig sammen, og en klump fylder op i halsen. Tårerne presser sig på bag mine øjenlåg og min hjerne arbejder på højtryk, for at slette de forfærdelige tanker fra min bevidsthed.
Alligevel sidder de fast og jeg kan jeg ikke få tankerne om at miste min største kærlighed væk igen, hvorfor jeg stortudende tager telefonen, da min veninde ringer og efter kort tid spørger, om jeg er okay. Men hvad skal jeg sige? At jeg kom til at tænke på, hvor forfærdeligt det ville være, hvis min søn døde, og at jeg føler mig sønderknust, uden egentlig at have grund til det?
Tanker kan på den måde være utrolig kraftfulde, når de forties, hvilket vi har tendens til at gøre med tabuer. Da jeg var barn, var jeg overbevist om, at hvis jeg tænkte en ond tanke, var der stor sandsynlighed for, at tanken blev til virkelighed. Jeg forsøgte derfor at bremse mig selv i “tænk hvis…”-tankerne for altid at være på den sikre side. Men tænk, hvis vi turde sige alle vores tanker højt? Tænk, hvis vi turde tale om vores frygt og sætte ord på det forfærdelige. Mon vores skuldre ville føles lettere?
På samme måde har jeg aldrig skænket mit eget liv en tanke. Jeg har altid levet efter et princip om, at jeg selvfølgelig skal passe på mig selv og undgå farlige situationer, men nogle ting er man bare ikke herre over, og hvis man kører galt fordi en anden kører som en idiot, så ville det da være brandærgerligt, men så ville det jo så være dét. Nu tænker jeg straks på alt det, jeg ville gå glip af i min søns liv og opvækst, og på at han ville blive én af dem, der mistede sin mor som lille dreng.
Værdien af mit liv er tusindedoblet som mor. Hver dag udsættes mænd, kvinder og børn i hele verden for de mest forfærdelige ting: død, ødelæggelse, sygdom, vold, tortur, mord. Hvad er oddsene for, at netop min familie slipper i tilfældighedernes lodtrækning?
Frygten for at miste dem, jeg elsker, har altid gjort mig ked af det. Men frygten for at skilles fra min søn gør mig panisk, angst og grædefærdig. Man siger at man ikke kan beskrive sin kærlighed til sit barn for de, som ingen børn har. På samme måde kan frygten for at miste, frygten for døden, frygten for at skilles heller ikke beskrives. Men du mærker den, sekundet efter du er blevet mor.
Jeg er rædselsslagen for at miste min søn, og jeg er rædselsslagen for, at han skal miste mig.
Jeg tør bryde tabuet. Tør du?
Denne artikel er skrevet af Nanna Just. Følg Nanna på Klummeliv.dk eller Facebook her.
