Bedstemor gik til alternativ behandler: Nu er hun død

Ninna Andreasen

418 uger siden

|

14/11/2016
- Jeg er sikker på, at hvis hun ikke havde fulgt behandlingen, ville hun være i live i dag, siger hendes søn.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tre personer er blevet anholdt i kølvandet på, at en 71-årig kvinde er død efter alternativ behandling. 

Danielle Carr-Comm blev fundet død få timer efter, hun deltog i en kinesisk behandlingsform på et kursted i Bulgarien. Det skriver The Telegraph

Behandlingen går ud på at fjerne giftstoffer i kroppen ved gentagende at slå patienten, som også faster. Danielle Carr-Gomm på 71 år led af type 1 diabetes. Hun har angiveligt været bange for nåle hele sit liv og holdt op med at tage sin insulin, efter hun deltog i et tidligere behandlingsforløb med den alternative behandling.

Kuropholdet varede en uge og kostede op mod 6.700 kroner. Det blev ledet af Hongchi Xiao, der oprindeligt er fra Beijing og som tidligere er blevet mistænkt af australsk politi i forbindelse med en syvårig drengs død. Drengen døde i Sydney og havde også diabetes.

Der blev ikke rejst sigtelse mod ham, men han har tidligere fået bøder af det taiwanesiske politi for at promovere alternativ medicin.

Danielle Carr-Gomm, som er fra Storbritannien, deltog i kuropholdet i juli. Her blev hun slået som behandlingen foreskriver, hvilket efterlod hende med blå mærker, som ifølge teorien tydede på, at hendes krop havde frigivet mange giftstoffer. Hun beskrev behandlingen på en blog.

Her fortalte hun også, at hun besluttede sig for at stoppe med at tage insulinen i to dage. Ubehandlet diabetes kan føre til dødelige niveauer af blodsukker. Bedstemoren begyndte at tage medicinen igen, men håbede, at flere behandlinger med den alternative metode kunne kurere hendes diabetes fuldstændigt.

Hun blev fundet død klokken tre om natten af en anden kvinde, som delte værelse på kurstedet med hende.

Hendes 43-årige søn mener, at hun er et offer af “falsk håb”.

- Jeg er sikker på, at hvis hun ikke havde fulgt behandlingen, ville hun være i live i dag, siger han.

Ifølge politiet bliver hendes død efterforsket som mistænkelig.

Tre personer - en kvinde på 64 og to mænd på 53 og 51 år - er blevet anholdt og sigtet for manddrab.