8 tidlige tegn på, at du er gravid

webmaster

393 uger siden

|

10/06/2017
Hvis du oplever nogle af de 8 tegn fra listen, kan det godt være, du skal booke tid hos lægen og have fat i kæresten eller ham fyren fra sidste weekend. Det kan nemlig betyde, at du er gravid.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Forandrede madvaner

Hvis du lige pludselig bare craver ristede hotdogs med det hele eller ikke kan udstå synet af æbler, selvom du normalt gnasker dem lystigt i dig, kan det godt være, du skal et smut i supermarkedet efter en graviditetstest. Mange gravide oplever nemlig, at deres madvaner pludseligt ændrer sig. 

Udebleven menstruation

Den klassiske. Hvis du har regelmæssig menstruation, og den en måned slet ikke kommer, er det et klart tegn på, at du kan være gravid. 

Forandringer i dine bryster

Føles dine bryster pludselig ekstra tunge og hårde? Eller er dine brystvorter følsomme og ømme? Så er det et godt tegn på, at du bærer rundt på et kommende familiemedlem. Helt fra starten af graviditeten begynder brysterne nemlig at gøre sig klar til amning. Og du kan godt gøre dig klar til flere forandringer i brysterne. For eksempel kan du opleve, at dine brystvorter ændrer farve, eller at der kommer små vener frem. Det er alt sammen resultatet af, at produktionen af det kvindelige kønshormon, østrogen, er skudt i vejret.

Underlige smage i munden

Hvis du får en metallisk eller syrlig smag i munden, kan det også være et tegn på, at du er gravid. Igen er det den øgede østrogenproduktion, der er kilden. Det kan selvfølgelig også bare være, at du har slækket lidt på tandbørstningen et stykke tid. 

Tissetrang

Skal du op om natten flere gange end normalt? Eller har du bare en konstant følelse af at skulle tisse? Øget tissetrang kan være et tegn på graviditet, fordi kroppen producerer mere væske. Det kan dog også skyldes blærebetændelse, så kig under alle omstændigheder forbi din læge.  

Kvalme

Du begynder at få kvalme. Også selvom du ikke har været syg eller har haft en lidt for våd tur i byen. Mange kvinder slipper helt for den ubehagelige følelse, mens andre må bære rundt med kvalmen igennem hele graviditeten. Det er helt natuligt, og igen er det et øget hormonniveau, der er årsagen. 

Humørsvingninger

Hvis du pludselig får en uforklarlig lyst til at smide din kæreste ud af vinduet i vrede, eller tager den helt store tudetur over din yndlingsserie, kan det være dine graviditetshormoner, der flyder over. Dit humør kan nemlig svinge helt vildt, når du er gravid. 

Forbedret lugtesans

Kan du lugte pizzamanden i trappeopgangen, før din hund kan? Mange kvinder oplever, at deres lugtesans bliver væsentligt bedre, når de er gravide. Desværre er det ofte de dårlige lugte, du lægger mærke til. Og så kan det være, det giver anledning til tegn nummer 6..

Husk, at selvom du har en eller flere af symptomerne, er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at du rent faktisk er gravid. Omvendt kan du sagtens være gravid uden at kunne se dig selv i nogle af disse tegn. En tur til lægen er den eneste sikre måde at finde ud af, om du venter dig en lille ny. 

Får du først lægens ord på, at der er gang i maven, kan du tjekke de bedste apps til din graviditet her.