Zornig efter menneskesmuglingsdom: Jeg er virkelig vred

admin

454 uger siden

|

11/03/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

- Nå, nu er vi så også kriminelle, siger Lisbeth Zornig Andersens mand, Mikael Rauno Lindholm, på vej ud af retslokalet i Retten i Nykøbing Falster.

Han har netop fået sin dom, og sammen med sin kone er han kendt skyldig i menneskesmugling efter udlændingeloven. De skal hver især betale 22.500 kroner i erstatning.

- Jeg er virkelig vred. Det er dybt urimeligt, siger Lisbeth Zornig Andersen uden for retslokalet.

Da en større flygtningestrøm kom til Danmark i september sidste år og vandrede op ad motorvejen fra Rødbyhavn, hjalp de to en syrisk børnefamilie med et lift til Sverige.

Men det er ulovligt at transportere personer, som ikke har tilladelse til at være i landet, og det blev de dømt for.

- Michael og jeg kan godt klare det her, men den her dom kommer til at danne præcedens for de mange børn af flygtninge, studerende, folkepensionister og andre, der gav en hånd i de dage, som vil blive meget mere økonomisk ramt, end vi gør, siger Lisbeth Zornig.

Politiet og anklagemyndighederne har valgt at rejse flere hundrede sigtelser for menneskesmugling mod danskere, som hjalp flygtningene med et lift.

- Jeg vil gerne opfordre alle, der har kørt flygtninge, til at lade være med at sige noget. Der er ingen grund til, at de går ud og får samme straf, som vi gør, siger Lisbeth Zornig.

Hun mistænker samtidig retten for at have benyttet hendes kendte position i offentligheden til at komme med et budskab til andre, der skulle få lyst til at hjælpe flygtninge med transporten.

- Jeg kan ikke lade være med at tænke, om retten har haft brug for at statuere et eksempel, fordi jeg er kendt, siger hun.

Begge de dømte har udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen.

/ritzau/