Medarbejderne på TV2 var forstenede og i chok, da nyhedsdirektør Michael Dyrby tirsdag kaldte medarbejderne sammen på Kvægtorvet i Odense og via videolink til redaktionen i København fortalte, at han på grund en affære forlader sin stilling med øjeblikkelig virkning.
Choktilstanden blev afløst af spontane klapsalver i de propfyldte lokaler, fortæller Lennart Sten, tillidsrepræsentant på TV2.
- Klapsalverne kom af respekt og som tak for det, han som nyhedsdirektør har opnået og som en accept af hans beslutning, siger Lennart Sten til Ritzau.
- Det groteske i det her er, at han ikke falder for seertal og dårlige produkter. Han falder, fordi han har været en klovn på det private plan.
- Det er synd for familien, men han ligger, som han har redt.
Som tillidsrepræsentant har Lennart Sten kendt til Michael Dyrbys beslutning i under et døgn. Dyrby ringede selv til tillidsrepræsentanten.
Michael Dyrby siger, at han går, fordi han har sat sig i en sårbar position. I forbindelse med en affære er der blevet udvekslet "kompromitterende materiale".
Ifølge B.T. drejer det sig om sms'er med seksuelt indhold og nøgenbilleder.
- Der er jo ingen, der ved, hvad der er på de videoer eller billeder eller de sms'er, der cirkulerer rundt, siger Lennart Sten.
- Men han har gået og kigget sig nervøst over skulderen hele tiden og været bange for, hvornår det her kom frem. Så han var bange for at blive indhentet af sin fortid, siger Lennart Sten og fortsætter:
- Kan man sidde i Presselogen på TV2 News og snakke om etik, hvis man lige har været på forsiden af Se & Hør? Det er det valg, at han ikke ville have, at TV2 tog for ham.
Om Michael Dyrbys beslutning om at gå siger Lennart Sten:
- Jeg forstår den og respekterer den.
Han kalder Michael Dyrby for "Danmarks måske dygtigste journalist og redaktør" og "et journalistisk fyrtårn".
- Han kom ind ad bagdøren fra parkeringspladsen som en bondeknold i 1994, og han forlader TV2 gennem hoveddøren. Han tager konsekvensen af sin handling.
Men timingen kunne næppe være dårligere.
- News og 19 Nyhederne skal relanceres her i december, og vi er ved at ansætte nye chefer. Jeg ved ikke, om et tidspunkt kan være godt, men det her er overhovedet ikke godt.
Lennart Sten omtaler Michael Dyrby som en meget synlig leder, der har haft et personligt forhold til alle medarbejdere.
- Han har kendt hver enkelt og via sms og mails sendt ros, når man har udført et godt stykke arbejde.
/ritzau/