Socialdemokraterne støtter kunstnavne uden ordet "neger"

admin

441 uger siden

|

07/06/2016

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Det er helt naturligt og udtryk for god formidling, når Statens Museum for Kunst ændrer titlerne på 14 kunstværker, hvor ordene "neger" og "hottentot" tidligere indgik.

Det mener Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen.

- Vores sprog ændrer sig hele tiden, og når ord bliver utidssvarende, så erstatter man dem med nogle nye. Det er en naturlig udvikling, og det er det også i det her tilfælde.

- Når du så skal formidle til et publikum, så bruger du det, der gælder i dag. Det synes jeg også er fint i forhold til kunst, siger han.

Han mener ikke, at ændringerne vil have betydning for den historiske kontekst, værkerne bliver set i. Til gengæld regner han med, at udviklingen vil fortsætte.

- Det er noget, der sker flere steder. Jeg mener bare, at museet indretter sig efter virkeligheden, nemlig at sproget ændrer sig hele tiden. Vi bruger nye ord, og andre glider ud.

Hos SF er kulturordfører Holger K. Nielsen heller ikke fortørnet over, at navne på kunstværkerne ændres.

- Det er jo deres valg. Det vil jeg ikke som politiker blande mig i.

- Personligt synes jeg, det er helt i orden, de gør det. Sproget ændrer sig hele tiden, og det synes jeg også skal reflekteres i den måde, man beskriver kunst, siger han.

Spørgsmål: Men kan der ikke være en pointe i at beholde de originale titler for netop at vise værkernes historiske sammenhæng?

- Jo, det kan der da måske. Det er der nok forskellige tilgange til. Jeg synes, det er i orden at ændre det. I sidste ende må det være op til museerne selv, hvordan de beskriver deres kunstværker, siger Holger K. Nielsen.

Det er forskelligt, hvordan museet har ændret titlerne. Hvis titlen er kunstnerens egen originaltitel, så vil den blive stående som sekundær titel under den nye, hvor "neger" eksempelvis skiftes ud med "afrikaner".

/ritzau/