Skuespiller Bodil Jørgensen er i bedring efter ulykke

admin

10 år siden

|

19/06/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Skuespilleren Bodil Jørgensen har fået alvorlige kvæstelser og knoglebrud, da hun onsdag kom til skade under filmoptagelser til en ny Far til fire-film på Mandø.

Men den 53-årige skuespiller er i bedring allerede dagen derpå, fortæller Jesper Winge Leisner, der står for opsætningen af årets Tivoli-revy, hvor Bodil Jørgensen har en stor rolle.

- De meldinger, vi har fået, går på, at Bodil har brækket flere ribben, og at hun også har fået brud på bækkenet samt andre skader, siger Jesper Winge Leisner til BT.

Traktorulykken skete i forbindelse med optagelserne til en ny Far til fire-film.

Her ville Bodil Jørgensen sammen med en anden skuespiller køre en traktor op på et dige ved Mandø Ebbevej. Da traktoren nærmede sig toppen, gled den, og Bodil Jørgensen faldt af og blev ramt af traktoren.

Skuespillerinden blev i første omgang indlagt på sygehuset i Esbjerg, men er efterfølgende blevet overført til Odense Universitetshospital.

Skaderne er så alvorlige, at Tivoli-revyen "Tam Tam i Glassalen", hvor Bodil Jørgensen medvirkede og har fået forrygende anmeldelser, har besluttet at erstatte hende med en anden skuespillerinde resten af sæsonen.

Torsdag gennemføres forestillingen uden Bodil Jørgensen, oplyser Tivolis pressechef, Torben Plank.

/ritzau/