Saudi-Arabien hjemkalder ambassadør fra Sverige

admin

9 år siden

|

11/03/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Saudi-Arabien har hjemkaldt dets ambassadør fra Stockholm, oplyser Sveriges udenrigsministerium. Det sker efter en tiltagende diplomatisk krise mellem de to lande.

Ambassadør Ibrahim bin Saad bin Ibrahim Al-Brahim blev kaldt hjem tirsdag, hvor udenrigsministeriet også fik meddelelsen, siger en talsmand for ministeriet, Erik Boman.

- Samme dag informerede regeringen ambassaden om, at den omstridte militære samarbejdsaftale også opsiges, siger talsmanden.

Den svenske regerings beslutning kommer, efter de arabiske udenrigsministre har fordømt udtalelser, som udenrigsminister Margot Wallström angiveligt skal være kommet med om Saudi-Arabien.

Wallström var inviteret til at tale på et udenrigsministermøde i Den Arabiske Liga, men det blev mandag aflyst, tilsyneladende efter pres fra Saudi-Arabien.

Da Den Arabiske Liga mandag aften afsluttede et udenrigsministermødet, blev der udsendt en fælles udtalelse, skriver det statslige saudiske nyhedsbureau SPA.

Her udtrykker ministrene deres "fordømmelse og overraskelse over, at man fremsætter sådanne udtalelser, som ikke stemmer overens med sandheden" om Saudi-Arabien og sharialove.

Det fremgår ikke tydeligt, hvilke udtalelser ministrene henviser til. Men den 11. februar fremsatte Wallström denne kommentar under en udenrigspolitisk debat i Riksdagen:

- Det er indlysende, at politikken i Saudi-Arabien ligger langt fra en feministisk politik. Frem for alt kvinders rettigheder.

- De må ikke køre bil. Man pisker bloggere, og man har en kongefamilie med absolut magt. Da er det klart, at vi ikke kan anvende noget andet ord end diktatur, sagde hun.

Den svensk-saudiske samarbejdsaftale, der blev indgået i 2005, har været stærkt kontroversiel i Sverige.

Fra 2010 til 2014 eksporterede Sverige våben for fem milliarder svenske kroner til Saudi-Arabien, og det har sikret svenske arbejdspladser.

/ritzau/TT