Minister vil straffe medier hårdere for urigtige historier

admin

|

29/08/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Justitsminister Søren Pind (V) er klar med en række stramninger, der skal straffe medier hårdere, hvis de går over stregen og krænker privatlivets fred.

Forslaget er endnu ikke officielt sat i søen, og den endelige model skal diskuteres på plads med Folketingets øvrige partier, men ifølge Søren Pind er det sikkert, at noget kommer til at ske på området, skriver Berlingske.

- Min holdning er, at der har været for mange eksempler på, at medierne er gået for langt, og der er behov for at se på, om konsekvenserne over for medierne er tilstrækkelige, skriver Søren Pind i en mail til avisen.

- Derfor kommer vi til at gøre noget på det her område. Vi vil grundlæggende bygge på beslutningsforslaget, lyder det videre.

I marts 2015 fremlagde Venstre et forslag, der skærper indsatsen mod medier ved blandt andet at lægge op til, at strafniveauet skal tredobles for uretmæssige krænkelser af privatlivets fred og ærekrænkende eller urigtige historier.

Yderligere kan man i forslaget læse en række andre stramninger såsom kraftig forøgelse af strafniveauet for brud på referatforbud og navneforbud.

Derudover skal dørene oftere lukkes i retssager, ligesom juridiske redskaber som referat- eller navneforbud i sager om privatlivskrænkelser af kendte mennesker hyppigere skal tages i brug.

Formålet er at sikre, at kendte mennesker ikke får krænkelsen gentaget, når medierne dækker sagen og spreder det private eller forkerte budskab på ny.

Direktør i den juridiske tænketank Justitia Jacob Mchangama advarer om, at tiltaget kan få konsekvenser for pressefriheden, og at særligt små medier bliver sårbare.

- Det er vigtigt, at pressen også kan holdes ansvarlig.

- Men man må ikke ende i en situation, hvor redaktører bliver mere tilbage­holdende med at bedrive kritisk journalistik, fordi de frygter, at det vil få alvorlige økonomiske konsekvenser, og hvor historier, der vurderes at ligge lige inden for ytrings­frihedens rammer, ikke vil komme ud, siger han til Berlingske.

/ritzau/