Japansk topminister trækker sig efter sminke-skandale

admin

10 år siden

|

20/10/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Japans industriminister har taget konsekvensen af, at hun og hendes politiske støttegrupper har stået i centrum for beskyldninger om misbrug af penge, der skulle være gået til politiske formål.

Ifølge lokale medier har Yuko Obuchi valgt at trække sig fra ministerposten som følge af anklagerne. Hun skulle blandt andet have brugt nogle af pengene på at købe sminke.

Obuchi, der tidligere er blevet spået til at kunne blive Japans første kvindelige premierminister, leverede ifølge mediet NHK og nyhedsbureauet Jiji Press sin afskedsbegæring mandag under et møde med premierminister Shinzo Abe, der varede en halv time.

Abe skulle have accepteret Obuchis ønske.

Hovedpersonen selv, der er datter af en tidligere premierminister, har på et pressemøde bekræftet sin afgang.

Obuchi bliver dermed den første minister, der går af, efter at Abe overtog magten i Japan i december 2012.

Hun blev anset som et stærkt kort, da Abe i september udnævnte hende som minister for økonomi, handel og industri som led i en større regeringsrokade i landet.

Indsættelsen af den 40-årige kvinde på denne post blev anset som et vigtigt led i Abes ambitioner om at øge antallet af kvinder og deres magt i sin regering.

Obuchi står nu over for anklager om, at to af hendes politiske støttegrupper ifølge Reuters har brugt store beløb på teaterbilletter mellem 2009 og 2011. Andre politiske midler skulle være blevet brugt på at købe varer fra forretninger, som er drevet af Obuchis søster og svoger.

Desuden beskyldes hun og støttegrupperne for at have brugt omkring en halv million kroner på kosmetik og beklædningsgenstande i et stormagasin.

/ritzau/AFP