Dom: Orangutang i argentinsk zoo har krav på frihed

admin

|

22/12/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

I en opsigtvækkende sag har en orangutang fået rettens ord for, at den i retlig forstand godt nok ikke kan sidestilles med et menneske, men at den dog må betegnes som en "ikke-menneskelig person".

Dermed fastslås det i en dom, at orangutangen, der lever i en zoologisk have i Argentina, imod egen vilje er blevet frataget sin frihed, skriver lokale medier.

Sagen er blevet ført af en dyrerettighedsgruppe, og dommen betyder, at orangutangen Sandra har ret til at blive flyttet til et reservat i Brasilien, hvor den kan nyde større frihed.

Rettighedsgruppen Afada klagede i november på vegne af Sandra over den 28-årige orangutangs fangenskab i den zoologiske have i Buenos Aires. Gruppen argumenterede for, at Sandra har tilstrækkelige kognitive evner og derfor ikke bør behandles som et objekt.

Retten er altså enig og mener, at orangutangen fortjener basale rettigheder som en "ikke-menneskelig person".

- Dette baner vejen for ikke bare andre store aber, men også for andre levende væsner, der uretmæssigt og vilkårligt frarøves deres frihed i zoologiske haver, cirkusser, vandlande og forskningslaboratorier, siger Afada-advokat Paul Buompadre ifølge avisen La Nacion.

Tidligere i december afviste en domstol i USA en lignende sag om chimpansen Tommy, mens en domstol i 2011 afviste en anden sag, hvor en dyrerettighedsgruppe sagsøgte amerikanske SeaWorld for at holde fem spækhuggere som slaver.

Den zoologiske have i Buenos Aires har nu 10 dage til at anke afgørelsen.

Sandra blev født i 1986 i en zoo i Tyskland og kom til Argentina i september 1994.

I naturen lever orangutanger på Borneo og Sumatra.

/ritzau/