Demente træner sig til bedre hukommelse

admin

9 år siden

|

12/05/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Som de første i verden har en gruppe danskere med Alzheimer bevist, at fysisk træning styrker de intellektuelle evner og samtidig øger livskvaliteten.

Når kroppen sættes i bevægelse, støttes hukommelsen og koncentrationsevnen, ligesom motionen har en gavnlig indvirkning på den uro, som mange patienter med Alzheimer lider af.

- Vi kan se, at patienter, der træner fysisk, opnår en effekt på flere områder. De fungerer bedre i deres hverdag, og i bedste fald kan motionen have en bremsende effekt på sygdommen, siger forskningsleder, professor Steen Hasselbalch, Nationalt Videnscenter for Demens til Ritzau.

I alt har 200 patienter ramt i lettere grad af den alvorlige demenssygdom siden 2012 deltaget i projektet. Halvdelen trænede gennem 16 uger i fællesskab med andre og under overværelse af fysioterapeuter. Den anden gruppe fik ingen træning.

Det primære mål var at styrke evnen til at huske og koncentrere sig, hvilket lykkedes for to ud af tre patienter. Det var den gruppe, som mødte op til 80 procent af de tre ugentlige træninger, og som trænede med en så høj intensitet, at de blev forpustede.

- De oplevede en effekt på deres mentale tempo, opmærksomhed og koncentration, siger Steen Hasselbach.

Endnu er det for tidligt at fastslå, hvorfor motion indvirker positivt på hjernen. Men det kan muligvis skyldes, at musklerne under træning udskiller stoffer, der menes at have en beskyttende og stimulerende effekt på neuronerne.

Men forklaringen kan også være så enkel, at patienterne sover bedre og i det hele taget føler et større velvære, når de træner, og dermed får lettere ved at klare dagligdagen.

I Alzheimerforeningen opfordrer direktør Nis Peter Nissen Folketinget til at pålægge kommunerne at tilbyde alle med Alzheimer fysisk træning.

Det vil ikke alene gavne patienter og pårørende, men også spare indlæggelser og plejehjemspladser.

/ritzau/