Danmarks Smukkeste Festival lukker gratisterne ude

admin

10 år siden

|

04/08/2014

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Danmarks Smukkeste Festival tager konsekvensen af sin egen succes og lukker færre mennesker ind og for første gang nogensinde alle gratister ude.

Når landets næststørste festival i den næste uges tid løber af stablen i Skanderborg, bliver det en lukket fest kun for gæster, der har festivalarmbånd på.

Alle områder, hvor inden- og udenbys gratister før har kunnet snuse til festivalen, hegnes ind. Også til alle bod- og campingområder er der kun adgang for betalende publikummer.

- Vi gør det som en langtidssikring af kvaliteten. Mange blandt publikum mener, at pladsen er blevet for presset.

- Arealer tænkt som afslapningsområder ender med at være fyldt med gratister, og så er der ikke plads til, at de betalende gæster kan komme ud og få lidt luft og fred efter de store koncerter, siger festivalformand Claus Visbye.

Sidste år var der hård kritik af masen og sikkerheden fra utrygge publikummer, da en stor del af de omkring 55.000 mennesker i skoven stimlede sammen for at se det absolutte hovednavn Prince. Festivalen har sammen med politi og beredskabsmyndigheder siden fastholdt, at der ikke var fare på færde.

Men i den seneste publikumsundersøgelse eksploderede antallet af gæster, der mener, der var for mange mennesker, fra normalt 30 procent til 64 procent. En melding en festival dårligt kan sidde overhørig, når man brander sig på at være det hyggeligste og sikreste sted at være på festival.

- Vi har valgt at lytte til publikums oplevelser. Ud over indhegningen og tilførsel af 400-500 ekstra og mere synlige vagter end før, så har vi også valgt at lukke et par tusinde færre gæster ind, så vi snarere ender på et totalt antal personer i skoven på omkring 52.000 mod før 55.000, siger Visbye.

Han peger også på, at en stigning de seneste år i voldsepisoder og tyveri altovervejende er sket på gratis- og campingområderne, hvilket man så også håber på at begrænse.

Årets hovednavne er i år blandt andet Pet Shop Boys, Skrillex og Deadmau5, Simple Minds og 50 Cent.

/ritzau/