Avis: Russiske hackere læste Obamas e-mail

admin

|

26/04/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Russiske hackere, der sidste år fik adgang til centrale dele af computersystemet i Det Hvide Hus i USA, har læst præsident Barack Obamas ikke-fortrolige e-mail.

Det skriver The New York Times på baggrund af samtaler med flere anonyme topembedsmænd, der har kendskab til efterforskningen af hackerangrebet.

De cyberkriminelle, der også opnåede adgang til det amerikanske udenrigsministeriums it-system, menes ikke at have fået adgang til fortrolige korrespondancer, og de skulle heller ikke have kigget med over skulderen på Obamas Blackberry-telefon, som præsidenten eller hans nærmeste altid har med sig.

Til gengæld fik hackerne adgang til e-mail-arkiver fra andre personer i Det Hvide Hus - og muligvis nogle udenfor - som Obama jævnligt kommunikerede med. Herfra kunne hackerne læse elektronisk post, som præsidenten havde sendt og modtaget, skriver The New York Times.

Officielt har den amerikanske regering ikke oplyst, hvem der står bag angrebet.

Det Hvide Hus understreger, at cyberforbryderne ikke tiltvang sig adgang til de mest hemmelige netværk, hvor fortrolige informationer befinder sig.

Ifølge den amerikanske avis har mange topfolk i Det Hvide Hus to computere på deres kontor. Én, der kører på et netværk med meget høj sikkerhed, og en anden, der er forbundet til resten af verden, og som bruges til ikke-fortrolig kommunikation.

Selvom det altså ikke er de mest følsomme oplysninger, der er kommet hackerne til kendskab, så fortæller embedsfolk, at det ramte netværk også indeholder informationer, der må betegnes som følsomme.

Det gælder ifølge The New York Times mødekalendere, mail-udvekslinger med ambassadører og diplomater, diskussioner om personaleudskiftning, lovgivning og politisk debat.

Det er ikke klart, hvor mange af Obamas e-mail, der er blevet høstet af hackerne, ligesom det heller ikke vides, hvad indholdet af beskederne var.

/ritzau/