Alternativet er klar til valg: Her er vores dagsorden

admin

9 år siden

|

14/04/2015

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Alternativet melder sig tirsdag helt klar til den kommende valgkamp.

Partiet vil sætte fokus på grøn, økonomisk og social bæredygtighed, en stærkere iværksætterkultur samt mindre stat, men mere samfund i stedet for.

- Danmark står over for tre alvorlige kriser: Klima-, empati- og systemkrisen, og det er vores løsninger på disse kriser, vi går til valg på, siger Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk, i en pressemeddelelse.

- Skal vi lykkes med at skabe et bæredygtigt samfund, så kræver det, at vi giver det bæredygtige iværksætteri bedre rammer, og det kræver også, at vi tager et grundigt kig på, hvor civilsamfundet kan og skal gå forrest, siger han.

Partiet med den tidligere kulturminister for De Radikale i spidsen fortæller, at det ikke har kigget på, hvilke emner medier eller de andre partier prioriterer mest.

- Jeg glæder mig voldsomt til valget, og det bliver spændende at se, om vi lykkes med at sætte en markant anderledes dagsorden.

- Det er der virkelig brug for, og vi vil gøre alt for at skabe fokus på de konkrete løsningsforslag samt de tre i vores øjne alvorlige udfordringer, som Danmark står over for, siger Uffe Elbæk.

Alternativet nåede i marts op på de mere end 20.000 godkendte vælgererklæringer, der kræves for at kunne stille op til Folketinget.

Dermed vil partiet være at finde på stemmesedlen ved det kommende valg under listebogstav Å.

Alternativets politiske program er blevet til på baggrund af borgernes ønsker.

/ritzau/