Flere børn i Danmark lever i relativ fattigdom. Det viser en ny rapport fra FN's børneorganisation Unicef.
10,2 procent af alle børn i alderen 0-17 år lever i relativ fattigdom, og det er 13.000 flere, end da Unicef første gang satte tal på i 2008. Rapporten sammenligner perioden fra 2008 til 2012.
Unicef Danmarks generalsekretær, Steen M. Andersen, siger, at det er en kedelig udvikling.
- Det er mere end hvert 10. barn i Danmark, der lever i relativ fattigdom. Vi kan godt lide at fremstille os selv som et meget veludviklet land. Det er vi jo også, men sammenlignet med vores nordiske brødre og søstre, så har vi ikke meget at prale af, siger Steen M. Andersen til Ritzau.
Listen omfatter 41 industrialiserede og rige lande. Danmark ligger nummer 24, mens Norge ligger på en femteplads, Finland som nummer otte og Sverige som nummer 13.
I modsætning til i Danmark, er antallet af børn under fattigdomsgrænsen faldet i de tre lande.
Unicef har brugt EU's definition på en fattigdomsgrænse, som det statistiske kontor Eurostat har fastsat. Definitionen er 60 procent af medianindkomsten i et land.
Medianen er det indkomstniveau, hvor halvdelen af befolkningen har en højere og den anden halvdel en lavere indkomst.
Den danske regering indførte sidste år sin egen fattigdomsgrænse.
Her opereres der med, hvorvidt en person tre år i træk har haft en disponibel indkomst under 50 procent af medianindkomsten. Kun derefter kan personen betegnes som værende fattig.
- Der har været heftige diskussioner om, hvor den fattigdomsgrænse skal være - 50 eller 60 procent. Vi har valgt 60 procent, og det må siges at være et konservativt skøn, siger Steen M. Andersen.
Rapporten sammenligner perioden fra 2008 til 2012. Steen M. Andersen forklarer, at det er af praktiske årsager.
- Unicef skal samle statistik ind fra 41 lande, og for at få så valide tal som muligt, blev grænsen sat ved 2012. Men den viser en trist udvikling den forkerte vej siden den sidste rapport for to år siden og især også, når man sammenligner med 2008, hvor vi begyndte at måle det.
- Rapportens styrke er, at den sammenligner over så bred en kam, siger Steen M. Andersen.
I alle 41 lande tilsammen er antallet af børn, der lever under fattigdomsgrænsen steget med 2,6 millioner til i alt 76,5 millioner. Den økonomiske krise er en af årsagerne.
Unicef peger på, at en styrket socialpolitik er afgørende for at forebygge fattigdom blandt børn.
/ritzau/