Stine Bosse, der er kendt som dansk erhvervsleder er træt af at høre på Liberal Alliances syn på kvinder. Det skriver Avisen.dk.
- Jeg ved ikke, hvad de har gang i. Jeg kan næsten ikke tage det alvorligt, udtaler hun.
Kritikken kommer nu, fordi Liberal Alliance søndag foreslår at afskaffe de såkaldte måltal, der skal fremme kvinders position i større virksomheder, bestyrelser og organisationer. Dertil kommer, at flere af partiets medlemmer har udtalt om kvinder på en måde, som Stine Bosse mener er et oldnordisk syn på det feminine køn.
- LA har genopfundet en kønsopfattelse, som eksisterede på mine bedsteforældres tid. Det her er en fortsættelse af tidligere udmeldinger fra både Joachim B. Olsen og Lars Sejer Christensen, og jeg kan på ingen måde være med, siger hun til Avisen.dk.
Læs også: Joachim B. Olsen: Derfor vil kvinder hellere blive hjemme og passe børn
Partiets ligestillingsordfører Laura Lindahl siger blandt andet i forbindelse med pariets udmelding i dag, at kvinder har et omsorgsgen for familien, der betyder, at de prioriterer anderledes end mænd.
Udmeldingen er på linje med LA's beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsens holdninger. Tidligere i år udtalte han således i forbindelse med en konference, at der er noget medfødt, som gør, at kvinder ofte har mere lyst til at være derhjemme med børnene, mens mændene går på job. Et andet medlem af partiet, Lars Seier Christensen, er desuden citeret for at sige, at kvinder aldrig når til tops i deres karriere, fordi de har visse opgaver i hjemmet, skriver mediet.
Alt i alt er det en tam omgang, mener Stine Bosse, der nu kritiserer paritet skarpt:
- Jeg har mødt stribevis af kvinder, som har masser af lyst til både magt og indflydelse, og jeg har mødt stribevis af mænd, som ikke har. Jeg har selv et kæmpe omsorgsgen, men det udelukker da ikke, at jeg også har lyst til at have indflydelse, mener hun.
Stine Bosse er medlem af en lang række bestyrelser, herunder BØRNEfonden, Europabevægelsen, TDC og BankNordik Group.
Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: