OECD: Iværksættere skal have det lettere

admin

|

20/01/2014

Dagens topnyheder

Det skal være endnu lettere at starte ny virksomhed i Danmark og være iværksætter.

I en ny rapport anbefaler OECD den danske regering at lave skattelettelser for forskning og udvikling og direkte støtte.

Det er nemt at starte virksomhed i Danmark, og derfor er der et stort antal danskere, der starter for sig selv. Men udbredelsen af hurtigvoksende virksomheder er ikke høj, skriver OECD.

Ifølge OECD vil øget konkurrence, politik for innovation og nemmere adgang til kapital være med til at skabe den dynamik, der på sigt skaber vækst.

Center for Virksomhedsudvikling og Ledelse er en del af den udvikling med blandt andet gode råd til iværksætterne.

Og centret gør den godt på den korte bane, skriver OECD, men på den lange bane skal man holde nøje øje med iværksætterne.

Derudover anbefaler OECD, at strategien for små og mellemstore virksomheder skal koordineres bedre med politik og viden om innovation og iværksætteri for at tiltrække investeringer, der på længere sigt vil skabe vækst.

Ifølge økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er regeringen opmærksom på problemet. Og der kan meget vel være nye initiativer på vej, når Produktivitetskommissionen om kort tid fremlægger deres anbefalinger.

- Der er rigtig mange mennesker, der er innovative og skaber arbejdspladser. Men der er for få af dem, der vokser og skaber arbejdspladser. Der må vi se på, om vi kan gøre mere, siger Vestager.

Det store problem for mange iværksættere er mangel på risikovillig kapital og basal forretningsforståelse.

Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) har tidligere foreslået, at der skal laves en national innovationsstrategi.

Danmarks tilvækst af innovative virksomheder er lavere end i andre europæiske lande.

Derfor mener ministeren, at man skal øge iværksætterlysten i uddannelserne og ikke fjerne dem. Undersøgelser har nemlig vist, at blandt danske børn og unge er der lyst til at blive iværksættere.

/ritzau/